Genrer og tematikker

Tematisk kredser Ragdes forfatterskab om familien og dens indre logik. Det er splittelsen og det dysfunktionelle, der er i fokus, men samtidig har hun øje for værdien af det fællesskab, der også findes i familien.

Tidsmæssigt har hun en forkærlighed for 1960’ernes Norge. I ”Jeg skal gøre dig så lykkelig” portrætterer hun f.eks. en hel opgang i en boligblok, så læseren kan følge otte familiers liv, som de så ud i 1965. At skrive tidstypiske miljøer og omgivelser frem er lidt af et speciale for Ragde, og det går igen i hele forfatterskabet. Ragde kender sine karakterer og miljøer indgående, og man mærker tydeligt den store research, der ligger bag hendes bøger.

Det er især de helt almindelige mennesker, der befolker forfatterskabet, og om det siger Ragde: ”Manden på gaden det, man kalder gennemsnitsmennesket er det mest spændende menneske. Det har ingen store illusioner om sit eget liv og tager tingene, som de kommer. Men de er meget mere spændende, end de selv tror. (Mette Skov Hansen: Hyldest til gennemsnitsmennesket. Kristeligt Dagblad, 2012-04-10).

Ragde skriver nøgternt, ærligt og bramfrit, og hun investerer både sig selv og sin familie i sine bøger. I erindringstrilogien bestående af ”En tiger for en engel”, ”Arseniktårnet” og ”Jeg har et tæppe i tusind farver” skriver hun tæt på virkeligheden. Hun skriver om sit eget liv, som hun husker det. Hun skriver med andre ord mellem det fiktive og det virkelige og skriver sig altså ind i den bølge af biografisk fiktion, der i øjeblikket præger en del af den litterære scene.

”Jeg har et tæppe i tusind farver” er ud over at være en erindringsbog og et portræt af forfatterens mor en kritik af, hvordan samfundet behandler de gamle. Derfor er Ragde ofte blevet spurgt, hvorfor hun har valgt romanen som genre og ikke debatbogen f.eks. Til det svarer hun: ”Fordi jeg er forfatter og ikke journalist. Det er en roman på den måde, at det er mig, der vælger de ting, jeg husker fra min mors liv. Men navnene på de steder, hun bliver anbragt i behandlingssystemet, er autentiske.” (Tine Maria Winther: Norsk forfatter: Gamle behandles værre end fanger. Politiken, 2014-10-28).