Jeg har et tæppe i tusind farver

Citat
”Jeg har set et … et tæppe for mig, et tæppe i alle slags farver, Anne, i tusind farver, de gnistrer og lyser, og tæppet er blødt og let, og jeg trækker det over mig, helt op over hovedet, over hele mig, så jeg forsvinder under det. Alle farverne har billeder i sig, inde i sig, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det, men så vælger jeg dét billede og dén farve, jeg vil ind i (…)”
”Jeg har et tæppe i tusind farver”, s. 249-259.

Anne B. Ragdes ”Jeg har et teppe i tusind farger” fra 2014 (”Jeg har et tæppe i tusind farver”, 2014) er en erindringsroman om forfatterens mor. Den kan ses som afslutningen af en erindringstrilogi, der begyndte med ”En tiger for en engel” fra 1990 og fortsatte med ”Arseniktårnet” fra 2001. Sidstnævnte er erindringen om forfatterens danske divamormor, mens den første roman er forfatternes egne barndomserindringer. Trilogien handler altså om kvinder i flere generationer, men mest af alt portrætterer bøgerne forfatteren selv.

”Jeg har et tæppe i tusind farver” er udsprunget af Ragdes vrede, frustration og udmattelse over systemets behandling af moren, da hun rammes af kræft. Det norske velfærdssystem synes at have spillet fallit, og man rystes over, hvordan bureaukrati står i vejen for behandling og omsorg. Moren ender sit liv på et plejehjem, hvor maden er elendig, personalet dårligt taler norsk og iltapparater er store som tankvogne.

51340639

Tematisk kredser romanen om mor-datter-forholdet, kvinderollen, døden og familien som et hvert menneskes lod. Fortællingen følger erindringens kronologi, så der er ingen tidsmæssig kohærens. Der veksles mellem erindringsbilleder af moren, der vasker, skrubber og laver mad, forfatterens refleksioner over forholdet til moren, frustrationen over morens sidste tid og tanker om selve skriveprocessen. Det giver et skitseagtigt udtryk, og som læser kan man næsten føle sig inviteret helt ind i forfatterens hoved.

Trods vrede og frustration er romanen ikke følelsesladet. Den sproglige tone er nøgtern og konstaterende og frem for alt humoristisk. Humoren træder især frem i romanens mange dialoger. De giver fortællingen energi, og her træder romanens litterære kvaliteter også frem.

Birte har været en levedame med en smøg i kæften, en fantastisk evne til at kunne lave et festmåltid af ingenting, med en intellektuel nysgerrighed og en længsel efter at se verden. Om hun har været en god mor, tvivler både hun og forfatteren på. Ikke desto mindre kammer romanen sine steder næsten over i en forherligelse af moren, men mellem linjerne skinner det konstant igennem, at begge parter kompenserer for tidlige svigt.

At fiktionen ligger så tæt på virkeligheden inviterer læseren til etisk refleksion. Hvordan behandler vi vores gamle? Hvad er en god mor? Og hvad er fakta, og hvad er fiktion?