Sumobrødre

Citat
“Det var ikke første gang, at Sofie og Tyrenakken ville tæve mig, men nu havde de fundet en god grund. Vi kunne altid finde en grund til at tæve nogen. Alle gav hinanden tæsk. Hele kvarteret var en krigszone. Kun skolen var fredet, for lærerne blev tossede, hvis vi slog på hinanden. Det var det værste, man kunne gøre. Værre end at pjække. Men det skete alligevel hele tiden. Skolen var det sted, hvor man lovede hinanden tæv. Efter skoletid blev truslerne ført ud i livet.”
Sumobrødre, s. 15.

“Sumobrødre” fra 2010 handler om tæsk, vold og legesyge. Om drenge, på tærsklen til at blive voksne. Handlingen udspilles i et gennemsnitligt villakvarter i en forstad først i 1980’erne. Bogens jeg-fortæller er Lars på 11 år. Sammen med de andre unger fra vejen spiller han tennis med skrubtudser, kaster lort efter handicappede, tæsker de små og frygter de store. De voksnes ’autoriserede’ verden er langt fra møgungerne, der alle har uautoriserede øgenavne som Overbiddet, Brille Bo og Peter Pan.

I “Sumobrødre” er det drengene, der styrer, og gennem Ramslands voldsomme og til tider bizarre portræt af deres verden kommer man tættere på en aldersgruppe, voksenlitteraturen sjældent interesserer sig for. Her mødes barnet og den voksne i én og samme krop, men slet ikke med teenagerens selvbevidsthed.

28211546

Drengene bryder med hinanden: De tager tøjet af og kæmper, hud mod hud. Det er lige dele kropslig fascination og styrkeprøve, kimen til opdagelsen af egen seksualitet og magtdemonstrationer. Alt er vævet sammen i en grotesk alder af råhed og ømhed.

Universet er langt mere realistisk end i "Hundehoved" – næsten Bjarke Reutersk. Samtidig er der noget fantastisk på spil. Ramsland inddrager læseren i de 11-åriges forestillingsverden, så uskyldigt og skræmmende den kan være. Men alderen trænger sig naturligvis på. Uskylden brydes, og pludselig ser Lars sine forældre som andet end blot funktioner. Det går op for ham, at de også er mennesker med deres egen historie, sorg og problemer. "I “Sumobrødre” har jeg brugt mine barndomserindringer på samme måde, som jeg brugte mine familiehistorier i “Hundehoved”: bevidst upålideligt. Jeg har taget de bedste historier, de væsentligste grundtemaer og grundstemninger og så har jeg brugt de elementer som byggesten til at skabe en ny fortælling. På den måde er “Sumobrødre” et slags fiktionens forvrængede spejl, som jeg har hængt op foran min egen barndom." (Karin Hedeman: “En hyldest til barndommens vildskab”, Litteratursiden.dk) har Ramsland fortalt om ”Sumobrødre”.