Blodbrødre

Citat
”Rebus stirrede på fløjlstapetet. Han tænkte tilbage på sin egen tid i isolationscelle, dengang SAS forsøgte at knække ham, den ultimative test, tavshed, vemod, sult og skidt. Nej, aldrig mere.”
”Blodbrødre”, s. 50.

Den første bog i serien om kriminalassistent John Rebus er ”Knots and Crosses” fra 1987 (”Blodbrødre”, 1995). John Rebus er en kyniker, rap i kæften og en pessimist af en politimand, der årligt genlæser Fjodor Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”. Han er fraskilt, og teenagedatteren Samantha bor hos moren, men efter en privatfest hos en kollega indleder Rebus en flirt med politiets pressesekretær Gill Templer. De er begge optaget af den seriemorder, der hærger i Edinburgh og rydder avisernes forsider. To unge piger er fundet dræbt og flere følger. Pigerne kidnappes og myrdes på samme måde, men ellers har de intet til fælles. Rebus bliver sat til opklaringsarbejdet.

Begge bogens titler – den danske og originalen – er tvetydige. ”Blodbrødre” henviser både til forholdet mellem John og hans biologiske bror Michael, hypnotisør og pusher, og til relationen mellem Rebus og Gordon Reeve, en gammel kammerat fra Rebus’ fortid som jægersoldat i Special Air Service. Gordon er en gordisk knude, et uløseligt problem for Rebus. De to sad i samme celle under en torturlignende udholdenhedsprøve, og de fordrev bl.a. tiden med at spille kryds og bolle – det spil, der på britisk engelsk hedder ”Knots and Crosses”. Knuder og små tændstikskors er også indholdet i de mystiske kuverter, Rebus begynder at modtage, samtidig med at seriemorderens første offer må lade livet. Er der en sammenhæng? Det er ikke nemt for Rebus at vurdere. Han har for længst fortrængt sin tid i hæren, men i glimt og mareridt vender de barske scenarier tilbage.

Fortælleren følger primært kriminalassistenten, men skifter enkelte gange synsvinkel. Både datteren Samantha, broren Michael, en bibliotekar og en desperat journalists tanker afdækkes sideløbende. Bogen er en kriminalroman med en klassisk mordgåde som omdrejningspunkt. Den står i gæld til Robert Louis Stevensons klassiske roman om Dr. Jekyll og Mr. Hyde, der skildrer en mands mystiske dobbeltliv og forholdet mellem det gode og i særdeleshed det onde i mennesket.