De første kriminalromaner med politifolk som hovedrolleindehavere blev skrevet i 1950'erne og brød med en tidligere tendens til at lade privatdetektiver stå for opklaringsarbejdet. Politikrimien er kendetegnet bl.a. ved at skildre samarbejdet mellem de ansatte på politistationen, den hårdkogte tone og det realistiske præg. Det er denne tradition, Ian Rankin skriver videre på. Han beskriver det skotske politi indefra som en hektisk arbejdsplads med masser af overarbejde, hård konkurrence og misundelse folkene imellem. Hans miljøbeskrivelser er ultrarealistiske, og man kan tilnærmelsesvis bruge hans romaner som et kort til at finde rundt i Edinburgh.
Rankins stil er blevet kaldt tartan noir. En genre som Karsten Wind Meyhoff i sin gennemgang af kriminallitteraturens historie beskriver således: ”Tartan noir er betegnelsen på en særlig variant af den hårdkogte kriminalroman med udgangspunkt i Skotlands storbyer og et gennemført desillusioneret syn på samtiden. Typisk drejer det sig om hovedpersoner a la Rankins John Rebus, der er ansat ved politiet, og som undervejs i opklaringsarbejdet oplever de dunkle sider af det skotske samfund.” (Karsten Wind Meyhoff: Forbrydelsens elementer. Informations forlag, 2009.)
Kriminaliteten i Rankins bøger er typisk mord, men også pædofili, hacking, kidnapning, terrorisme, prostitution, salg af narkotika og krigsforbrydelser tematiseres. Bandekriminalitet er et tilbagekommende problem, og i Rebus-serien vender gangsterbossen Cafferty løbende tilbage. Også flere af kollegerne og datteren Samantha optræder i flere af bøgerne.
”Hver bog føjer forhåbentlig en brik til det puslespil, der udgør Skotland i dag, idet den stiller spørgsmål om landets politik, økonomi, psyke og historie” (Sven Hakon Rossel: Ian Rankin – samtidsromanens mester. Berlingske, 2007-04-14) har Rankin udtalt, og det er netop denne samfundskritiske ambition, der kendetegner forfatterskabet.