Den aldrende digter

Som årene er gået, er der blevet længere mellem udgivelserne af den alvorlige digtning.

Fremtiden er forbi (1985) er den seneste digtsamling, og som titlen nøgternt konstaterer, er digteren gået ind i sin sidste livsfase. Den aldrende digter vender blikket indad, og læseren delagtiggøres i de tanker, der melder sig, når livet går på hæld.

Han er gået ind i sin "Alder dom", som han skriver med sin sædvanlige sans for ordenes sladren. "Skrumpealder" kalder han sit eget forfald og afslører, at han stadig har sin sans for humor i behold.

Digtsamlingen er en stilfærdig afsked med livet: "Hver dag er en afsked med blomster og træer, /en afsked med drømme og udbrændt begær".