Olga Ravn udgav i 2018 sci-fi-romanen ”De ansatte”, der på omslaget omtales som ”En arbejdspladsroman fra det 22. århundrede”. Vi befinder os altså i fremtiden i et umiddelbart genkendeligt miljø, arbejdspladsen.
Rumskibet Det sekstusinde skib har en besætning bestående af menneskelige og menneskelignende ansatte. I 102 vidneudsagn forklarer de om livet på rumskibet til et udvalg, som i en periode over 18 måneder er sat til at ”få indblik i relationerne mellem de ansatte og objekterne i rummene”. De anonyme vidneudsagn optræder ikke i numerisk rækkefølge, lige som flere udsagn tilsyneladende er taget ud og nogle censurerede. Læseren ved ikke, om det er et menneskeligt eller menneskelignende væsen, der taler eller om stemmen optræder flere gange. Det, der holder udsagnene sammen, er den fælles verden, de refererer til og som består af Det sekstusinde skib, den nærliggende planet Nyopdagelsen, hvorfra de henter centrale genstande samt for de menneskeliges vedkommende erindringer om tiden på jorden. Efterhånden bliver de ansatte kritiske over for hinanden og det program, de er del af, og der lægges an til et afgørende oprør.
54127774
De ansatte får nogle meget tætte bånd til de genstande, de henter på Nyopdagelsen, og hvoraf flere har puls og duft. Tingene er levende, og verden kan ikke deles op i kategorierne menneske/objekt. På den måde tager romanen tingenes parti i et opgør med det antropocentriske verdensbillede, hvor mennesket sætter sig selv i centrum. Samtidig er skellet mellem menneskelig og menneskelignende også til forhandling: hvad er egentlig forskellen – og hvem er f.eks. bedst egnet til at arbejde: de mennesker, der effektiviserer arbejdet og dermed frigør tid til ”bare at sidde” eller de programmerede, der udfører arbejdet perfekt hver gang og på samme måde.
Samtidig spørger romanen til den måde, vi har indrettet vores samfund på i dag. Giver det mening for mennesket at være reduceret til tandhjul i en ustandselig vækstmotor? Hvordan kan det enkelte menneske passe ind på en arbejdsplads og et arbejdsliv? Kræver arbejdet maksimal loyalitet af den ansatte – som tilfældet er i romanen – eller er arbejdsindsatsens hellighed til forhandling?
Og så er det også en rørende roman om at blive mor; om det fysisk mærkværdige forhold, man som mor har til sit barn, der både er ens kød og ikke ens kød. Og for hvem man både er krop og ting (s. 75).