Beslægtede forfatterskaber

Olga Ravn er del af en forfatterskare, der i deres tekster tager udgangspunkt i en undersøgelse af krop og køn. Hvor forfatterkollegaen Bjørn Rasmussen, der i 2011 debuterede med ”Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet”, mener, at kroppen er et hylster, der kan fyldes med hvad som helst, siger Olga Ravn om kroppen som hylster: ”Kroppen er ikke bare et hylster, som forgår og dør. Kroppen er der hele tiden. Det er bare ikke særlig nemt at finde ud af, hvad der er krop, og hvad der er bevidsthed. Det er totalt viklet sammen.” (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12).

Hos Asta Olivia Nordenhof er der ligeledes en ligefrem omgang med kvindekroppen: ”en aften satte jeg mig på hug på hans bils kølerhjelm og satte med min menstruationsklistrede kusse et aftryk på forruden”, som der står på side 27 i hendes debut ”Et ansigt til Emily” fra 2011. Hanne Højgaard Viemose har også i sin romandebut ”Hannah” (2011) undersøgt, hvordan krop og identitet hænger sammen, og hvor seksualiteten befinder sig. Interessen for begær, krop, køn og identitet er altså på spil i forskellige varianter hos flere yngre, danske forfattere.

Slægtskabet med Tove Ditlevsen ligger lige for, både i form af debutens undertitel Pigesind og i afsøgningen af, hvad det vil sige at være pige, kvinde, mor og kunstner. Ravn læste Ditlevsen allerede i skolen, men var til en begyndelse ikke imponeret: ”Det var de der ’evige tre’ og den slags. Jesus Christ, altså. Jeg synes sgu ikke, det var særlig godt. Men så på et tidspunkt begyndte jeg at læse hendes sene romaner, som bare er sindssygt gode. Vilhelms værelse, Ansigterne, Gift, Det tidlige forår. Jeg forstår ikke, at de ikke er mere kanoniserede. Jeg var helt nede over, hvor fede, de var.” (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12). Begejstringen for Tove Ditlevsen resulterede bl.a. i, at Olga Ravn på et tidspunkt begyndte at genskrive Ditlevsens debut ”Pigesind” (1939) efter sit eget sindrige bogstavsystem. Herfra udviklede ”Jeg æder mig selv som lyng” sig og blev til den bog, der i 2012 udkom med et motivisk slægtskab med Ditlevsen mere end en formmæssig familielighed.

På sin blog opremser Ravn de bøger, hun har læst eller er ved at læse, og hun fortæller om læseselskabet under udfærdigelsen af ”Jeg æder mig selv som lyng”: ”Da jeg skrev på min bog læste jeg meget i bøger af Gertrude Stein, Ann Jäderlund, Tove Ditlevsen og Unica Zürn. Jeg læste også en del i Den gamle danske cyprianus.” (Interview med forfatterweb, januar 2012).

Under arbejdet med ”Celestine” har Olga Ravn haft bl.a. Sylvia Plath og Tove Ditlevsen med: ”Jeg har været meget påvirket af både Plath og Ditlevsen og deres kvindeskikkelser. Ikke bare fordi jeg kunne spejle mig i dem, men måske især fordi jeg følte, at jeg holdt disse ulykkelige unge kvinder med selskab. At det var under læsningen, at ensomheden blev opløst. Esther i Sylvia Plaths Glasklokken er så ensom. Hun famler i det dybeste mørke, men læseren er der jo sammen med hende,” fortæller Olga Ravn i et interview i Weekendavisen. (Johanne Mygind: Barndommens gade går mellem mor og far. Weekendavisen, 2015-02-06).