I Olga Ravns romandebut fra 2015, ”Celestine”, får en ung kvinde job på en kostskole og flytter fra København til et sted i provinsen. Med i tankerne er kæresten Kim, som hun både tiltrækkes og frastødes af, og han flytter siden ind på skolen.
Når den kvindelige jegfortæller ikke underviser, passer hun mest sig selv, og hendes udtalte ensomhed forstærkes af, at hun ikke føler noget slægtskab med hverken lærere eller elever. Hendes tanker drages mod figuren Celestine, der i 1500-tallet blev muret inde bag tykke mure, da hun var forelsket i en staldknægt på slottet. Det passede ikke hendes far Mogens Gyldenstierne, og den 16-årige Celestine blev forvist til evig ensomhed i mørket bag slottets mure. Iklædt en hvid flæsekjole fra teatersalen går fortælleren rundt på skolens nattemørke gange og forsøger at skræmme eleverne. Celestine lever nu videre i skolelæreren, der tager ulykkelige Celestines skæbne på sig.
51570987
Mellem passagerne fra hverdagen på kostskolen reflekterer fortælleren over sin barndom som skilsmissebarn i en strøm af nye familiekonstellationer. Følelsen af at have været en, som forældrene kunne vise frem eller gemme væk alt efter situationen, har ikke forladt hende, og den gennemgribende ensomhedsfølelse lader til at stamme fra barndommens retningsløse familieforvandlinger. Når fortælleren tilfældigt møder stedsøskende, vender hun sig væk uden at hilse. For hvilket forhold har man egentlig til hinanden som eksstedsøskende? Hvem er man selv i alle disse omskiftelige familier?
Romanen har karakter af at være et langt opgør med Mor samtidig med, at det er en bevægelse hen imod at forstå Mor. De rørende skildringer af barnets behov for en familie og den voksne kvindes erkendelse af, at hun hverken kan eller vil huske sin barndom, tegner et billede af en såret kvinde, der søger selskab hos de døde.
Der er en gennemgående optagethed af naturen, dens farver, dufte, lys og udvikling i løbet af årstiderne, og (spøgelses-)farven hvid går igen. Med træk fra den gotiske roman smelter forskellige verdener og niveauer sammen, så fantasi og virkelighed, døde og levende, og erindring og nutid optræder side om side. Selv i fortællingens syntaks går formuleringer igen fra fortælleren til Celestine, der i bogens midterparti er fortæller i tre kapitler. Olga Ravn giver i romanen sprog til skilsmissebørnene, til kroppens upassende begær og til de døde.