Den hvide rose

Citat
”Alt hvad jeg har gjort/ for at beholde dig/ lader sine/ hvide roser/ blomstre i natten”
”Den hvide rose”, s. 31.

Bag et mintgrønt omslag med titlen ”Den hvide rose” i smeltende, fede, hvide bogstaver gemmer Olga Ravns billedskabende digte fra 2016 sig. Bogen er tyk og tung og rummer 160 femlinjers digte og en masse hvide sider. Temaet er lige så tungt som bogen: kærlighedssorg og de sproglige klicheer man ofte benytter til at beskrive den med. Olga Ravn trækker farven ud af poesiens røde rose. Nu er den hvid og symbol på sygdom, død og knuste hjerter i stedet for evig kærlighed.

Gentagelse af og variation over en sætning eller et digt er et kompositorisk princip, lige som ordene fra samlingens meget snævre vokabularium folder sig ud i alskens konstellationer. Af og til sker der næsten umærkelige betydningsglidninger, f.eks. fra blodkar (131) til blodkår (132).

52557356

Digtenes rum er befolket af et jeg og et du, en syg og en plejer og foregår ved havet, i haven og på en ø. Der er meget græs, mange blomster og blommer, og det er morgen, dag, aften og nat, lyst og mørkt. Dette umiddelbart tilgængelige og imødekommende naturrum brydes af ord og begreber fra plejerens verden: klud, handsker og morgenmad på en bakke. Op imod den hvide roses sarte blade er der olie og fedt, som driver af blomsterne, og som de vasker deres ansigt i. Spændet mellem det fineste og det mest slaskede gør op med den poetiske hvide roses jomfruelighed. Hjertet lækker olie næsten som en maskine, der er gået i stykker. Blomsterne taber bladene, og døden bliver mere og mere påtrængende som noget uafvendeligt, og en afsked står for døren. Den syge får ikke selv mæle i teksterne, og til allersidst – da en rosarød farve træder frem – skrives den syge helt ud af digtene.

Kærlighedsforholdet mellem en syg og plejer udforskes også i de diminutive tekster: kan man forkæle en syg? Kan man pleje af lydighed? I det hele taget er der mange spørgsmål i teksternes undrende, sansende udtryk. Der er en dobbelthed mellem en plejende omsorg og en vred afmagt, der ønsker afstand til den syge. Sorgen og ensomheden er ikke udtalt, men ligger i den messende, næsten besværgende beskrivelse af en meget lille verden.

Digtene er en afsøgning af, hvordan man i verden og sproget forholder sig til kærlighed, sygdom og krop og den spændte relation mellem sygdom og kærlighed. Og ikke mindst, hvordan man sprogligt kan formidle noget så klichéfyldt som ensomhed og kærlighedssorg.