Debut om morder på flugt

Citat
Debuten er en god indikator for Celia Rees’ forfatterskab, der fanger unge læsere med spænding og drama.

Størstedelen af Celia Rees forfatterskab udgør spændingshistorier og krimier. Hendes første bog “Every Step You Take” fra 1993 (“Vilde unge hjerter”, 1994) er inspireret af en virkelig historie. Romanen handler om en gruppe elever på studietur i en afsides hytte i Wales. Veninderne Chris og Anna bliver uvenner, og der er i det hele taget mange hormoner i luften. Klassens seje og dominerende dreng Andy kan ikke få øjnene fra den smukke Chris og vil gøre alt for at blive hendes kæreste, selvom han rent faktisk har én derhjemme. Udover kys, mobning og sladder lurer en uhyggelig kendsgerning under overfladen. En morder opholder sig nemlig i området og ønsker at søge tilflugt i huset, som var hans barndomshjem. Da klassen hører i radioen, at en morder og sexforbryder formentlig har sat kurs mod deres hus, begynder skrækken at brede sig. Det gør det ikke bedre, at der dukker beskeder op inde i huset, og at en bleg dreng med hårde øjne viser sig i tide og utide. Debuten er en god indikator for Celia Rees’ forfatterskab, der fanger unge læsere med spænding og drama.