Bjarne Reuter hører ikke blot til de flittigste og mest læste forfattere i Danmark; han er også en af de mest diverse. Med undtagelse af digte er der praktisk talt ikke den genre, som Reuter ikke har været i berøring med. Børnebøger, dannelsesromaner, krimier, komedier, historiske romaner, eventyr, gyserhistorier, erindringsnoveller, mm. – ofte har selve romanerne grænseflader til adskillige genrer. Og dertil kommer både film- og TV-manuskripter, teater og avisklummer.
Det er dog ikke mindst hans skildringer af barndom og ungdom, som har gjort Bjarne Reuter til dansk folkeeje. Selv siger han, at han hverken skriver børne- eller voksenbøger, for de etiketter dur slet ikke: “Jeg er ude på at skrive historier, som både børn og voksne kan få noget ud af.” (Gunnar Jakobsen: Bjarne Reuter, side 220).
På hver deres måde tematiserer serierne om Bertram, Bjørn og Buster de formative børne- og ungdomsår. Hvor det med Bertram og familien mestendels er skæg og ballade, er den socialrealistiske tristesse langt mere end blot baggrund i fortællingerne om de meget forskelligartede Buster og Bjørn. I begge serier skildres familieproblemer, vennerne, de tidlige kærester og første vigtige valg nuanceret.
Forstadsdanmark, centreret omkring Reuters egen hjemstavn Brønshøj, er også en fællesnævner for de ovennævnte romaner – om end Bertram og familien strengt taget ikke bor i Brønshøj, men i nabokommunen Vanløse. Det er dog Brønshøjs gader, som danner scene for både Bjørn og Buster, ligesom de dukker op i en række noveller om barndommen i novellesamlingen ”Halvvejen til Rafael”.
En række alvorlige og eksistentielle problemstillinger snor sig ind og ud af Reuters mangfoldige produktion. Religion tematiseres blandt andet i ”Løgnhalsen fra Umbrien”, ”Halvvejen til Rafael” og ikke mindst ”Englene i Avignon”, mens politiske magtkampe parodieres i bøgerne om kriminalkommissær Stelman. Hvor ”Barolo kvartetten” omhandler ægteskabskrise, er det de eksistentielle livsvalg og manglen på samme, som er i fokus i portrættet af Bjørn, samt i bl.a. ”Langebro med løbende figurer” og ”Mordet på Leon Culman”.
Krig og absolut ondskab præsenteres både med historisk akkuratesse i besættelsestidsromanen ”Drengene for Sankt Petri” og med allegorisk snit i det overdådige fantasy-epos om ”Slusernes kejser”.
Til trods for sådanne mørklødede tematikker og krads socialrealisme er Reuter ikke mindst kendt for sit humoristiske vid. I serierne om Bertram, Kaptajn Bimse, Buster og kriminalkommissær Stelman får vi både grinagtige optrin, pinlige dialoger og gakket situationskomik. Reuter har samtidig formået at forny sine lattervækkende virkemidler og iscenesætte dem forskelligt. Der er langt fra onkel Georgs vanvittige planer i Bertram-bøgerne og Stelmans dilettantiske politiarbejde i ”Den iranske gartner” til Giuseppe Emanuele Pagaminos eventyrligt underfundige rejse i “Løgnhalsen fra Umbrien”.
Netop det eventyrlige og overnaturlige har været en væsentlig ingrediens i Reuters forfatterskab, ikke udelukkende tematiseret i Pagaminos middelalderlige overtro. Ikke blot har Reuter forfattet en lang række eventyr, men også udgivet gendigtninger af klassiske eventyr. Mest fuldbyrdet udfoldes disse tematikker i de ambitiøse fantasy-romaner ”Shamran – den som kommer” og ”Slusernes kejser”.
Afslutningsvis kan tilføjes, at kriminalgenren er blevet behandlet fra yderst forskellige vinkler gennem Reuters forfatterskab. Mest klassisk præsenteres kriminalgåden i ”Den cubanske kabale” og ”En rem af huden”, mens den tilføjes ekstra bid og psykologisk dybde i bl.a. ”Barolo kvartetten” og ”Langebro med løbende figurer”. ”Den iranske gartner” og ”Den egyptiske tenor” er effektive parodier, hvor samtlige kriminalgenrens klicheer tages under satirisk behandling.