Voksenkrimierne

Citat
“- Har vi ikke sådan én alle sammen, Møller?
- En bro?
- Netop, en bro… tilbage.
- Tilbage til hvad?
- Bare tilbage. Man tror den forsvinder. Med tiden. At brædderne rådner bort. Men det gør de åbenbart ikke. Man kan stadig gå på dem.”
“Langebro med løbende figurer”, side 86.

Fra slutningen af 1980’erne bliver Brønshøj-erindringer, fantasy og situationskomik erstattet af kriminalplots tilsat eksistentielle og samfundsmæssige problematikker. Et fællestræk mellem disse romaner er, at hovedpersonerne oftest er mænd, der presses af kræfter, der ligger uden for deres kontrol.

I “Den cubanske kabale” fra 1988 stilles politimanden Johan Klinger over for en fuldstændig uigennemskuelig kriminalkabale. Udenrigsministeren er myrdet, den mistænkte sendes til Cuba for at dysse sagen ned, og Johan Klinger sendes med uden at vide, hvad hans opgave er. Romanen er velkonstrueret, og under plottets forviklinger ligger igen en Reutersk kritik af magthavernes og samfundsinstansernes foragt for menneskeliv.

Samme indignation findes i “En rem af huden” fra 1992. Her udfoldes en tankevækkende diskussion af selvtægtens ret i et samfund, hvor racisme, forråelse og korruption sætter grænser for menneskelighed.

21119873

Samme indignation findes i “En rem af huden” fra 1992. Her udfoldes en tankevækkende diskussion af selvtægtens ret i et samfund, hvor racisme, forråelse og korruption sætter grænser for menneskelighed.

I “Langebro med løbende figurer” fra 1995 er det en mildest talt ukontrollabel fortid i form af den infantile, voldelige psykopat Orson Kiel, der indhenter nygifte Jannik. Kiel er mistænkt for massemord, og politiets efterforskning peger på, at Jannik må vide noget. Men Jannik vil helst ikke huske sin fortid, han lever tilbagelænet men desillusioneret i sit spritnye ægteskab med rigmandsdatteren Alice. Det lykkes dog ikke Jannik at holde fortiden fra døren, men i romanens slutning aner man, at han efter endt dåd endnu engang vælger at begrave fortiden i stedet for at tage tyren ved hornene og mestre sit eget liv.

Fortrængningstematikken præger også “Mordet på Leon Culman” fra 1999. Den 78-årige Culman modtager et brev med en dødstrussel først i romanen; han skal dø for sine fortidige ugerninger. Langsomt optrævles Culmans historie – hvorfor skal han dø? – samtidig med at afsenderens identitet toner frem fra erindringens tåger.