Med sin roman fra 2016 inviterer Bjarne Reuter atter læseren på rundrejse i den mørke middelalders Sydeuropa. Dermed kan ”Englene i Avignon” på overfladen ligne en nær slægtning til ”Løgnhalsen fra Umbrien” fra 2004. Ligesom dennes Pagamino er vores hovedperson også denne gang en tragikomisk kvaksalver med et løst forhold til sandheden.
Året er 1313, og vi befinder os i den midlertidige paveby Avignon i Sydfrankrig. Her ernærer den lavstammede Pieter van Dreusen sig ved at uddrive onde ånder fra syge via hjemmebryggede salver. Dreusen har ikke selv nogen synderlig tiltro til egne evner, men det har mange andre – heriblandt paven Clemens V, som er af den opfattelse, at djævlen har besat hans krop. Dreusen bliver derfor en del af det følge, som skal føre paven sikkert til den hellige bro Ponte di Luce i Norditalien, hvor paven vil lade sig rense; et følge som desuden tæller den kyniske livlæge Victor Cobus, den naive franziskaner Enzo, samt fem – på overfladen – uskyldige messedrenge med hver deres skæbnesvangre historier og hemmeligheder.
52683351
Dette farverige persongalleri starter en pilgrimsrejse, hvor landevejens luner og makabre dødsfald snart erstatter romanens tilsyneladende letsindighed med en dyster uhygge, som gør dette til et mørkere middelalderportræt end de tidligere historiske romaner fra Reuters hånd.
”Englene i Avignon” er en genreblandende odysse, hvis rejsefællesskab både slægter på Odysseus’ ditto i Homers navngivende og stilskabende epos, samt det broderskab som udgjorde den første del af Tolkiens ligeledes episke ”Ringenes Herre”. Og mens ligene hober sig op i løbet af rejsen, fornemmes Reuters arv til krimikoryfæet Agatha Christie, hvor pilen konstant drejer i nye retninger i læserens forsøg på at udpege den skyldige. Tematisk læner romanen sig desuden op ad Umberto Ecos berømte ”Rosens navn”, som ligeledes kombinerer mord og overtro i effektiv middelalderthriller med Gud og djævlen som usynlige dukkeførere.