Genrer og tematikker

Familien er et centralt tema i serien om Pelle Pophår. Pelle kommer fra en kernefamilie med mor, far og to ældre søstre. Hans mor er overbekymret og ofte lidt pinlig, når hun møder op på Pelles skole iført cykelhjelm, hvis Pelle har glemt sin madpakke eller sit gymnastiktøj. Men Pelles familiære problemer er småting i forhold til Petras. Petras mor er psykisk syg, og derfor frygter Petra at blive fjernet fra sin familie. Hun taler jævnligt med en psykolog, der skal sikre sig, at Petra har det godt.

Serien om Pelle Pophår giver også indblik i nogle af de problemer, som udlændinge i Danmark kæmper med. I ”Pelle Pophår og Panodilpigen” møder vi første gang rumæneren Arnold, som opholder sig ulovligt i landet. Han taler ikke dansk og har ikke noget job, derfor lever han på gaden og tjener penge til mad ved at samle flasker. I ”Pelle Pophår. Mission Præmieperker” hjælper Pelle og Petra drengen Aziz. Han er en klog dreng, der læser masser af bøger og taler flere sprog, men han kan ikke få lov til at gå i skole, da han ikke har dansk statsborgerskab. Pelles oldefar var modstandsmand under Anden Verdenskrig, hvor han var med til at bekæmpe nazister. Gennem Olde-Pelles historier og Pelles dagdrømme får man et indblik i den kamp, modstandsbevægelsen kæmpede under Anden Verdenskrig.

Ligesom i serien om Pelle Pophår er venskab også et centralt emne i serien om Foxy, Mikkel og deres klassekammerater i 3. U, og skolen, familien og de genkendelige hverdagssituationer danner ligeledes rammen om fortællingen. Foxy er temperamentsfuld og hurtig til at handle, mens Mikkel er den mere tilbageholdende gode ven, der helst vil have, at alle er glade. Mikkel er samtidig den lækre dreng i klassen, og han nyder godt af opmærksomheden fra de andre piger, hvilket godt kan gøre Petra jaloux. De to venner lærer sammen, at når børn så vel som voksne opfører sig skørt eller uretfærdigt, så er der oftest en grund til det. F.eks. forspiser klassekammeraten Lotus sig altid i slik og andre sukkerholdige sager, når hun besøger de andre børn i sin legegruppe, fordi hun har en lidt tosset mor, der forbyder kød eller sukker derhjemme. I serien møder de to venner også flere voksne, som drikker lidt for meget, og de finder ud af, at det både er forskelligt, hvorfor de drikker, og hvad det gør ved dem. Mens Wilhelms far bliver meget grov mod sin kone og søn, når han har indtaget alkohol, er de to drankere på bænken i parken, som alle i byen går en stor bue udenom, to utrolig flinke og hjælpsomme mænd med en masse gode historier fra et levet liv, som bare ikke lige gik efter planen.

Sympatien hos fortælleren ligger hos børnene. De sort/hvide illustrationer hjælper læseren til at forstå de ord og begreber, der godt kan være lidt svære. Blandt andet, hvordan man googler ordet ”bandana”, hvis man ikke lige ved, at det er et mønstret tørklæde.