Holá, jeg er her endnu! skrev en anmelder om Mojácar. Det tør siges. Der var formelig en trængsel af Rifbjergbøger omkring det store årsskifte. Det var bl.a. opsamlingstid: Mellem 1999 og 2001 kom hans eget udvalg af noveller, Kort sagt, der indbefatter Vi bliver jo ældre (1993) og Andre tider (1997). I en af novellerne her står der: ’Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor en slags status er nødvendig’. Hvor Rifbjergs egen status er overblikkets, drejer novellerne sig om den nærmest umærkelige forandring, et menneske undergår, fanget af den lille uro, en uforklaret impuls, en erkendelse, man ikke vil se i øjnene eller ikke kan gøre. Et tyst spil mellem før og nu.
22574205
Det er ikke mindst i kortformerne, Rifbjergs mesterskab går op for en. Endnu et udvalg hedder Oven over alting og andre noveller. Dertil kom et udvalg af portrætter og præsentationer: Digtere til tiden, videre hans journalistik gennem 25 år: Det handler om -, fulgt af et udvalg af kritikker og artikler fra dagbladet Information helt fra de tidlige år: Den søde kløe, samt Rifbjergs digte. Alt i alt en statusopgørelse af dimensioner og en læsertjeneste for begyndere. Man vil dér få indtryk af hans kapacitet som litteraturkritiker, der behersker både den intellektuelle analyse og sensualistiske indlevelsesevne, med højdepunkter i hans valgslægtskaber, bl.a. Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, T.S. Eliot, Samuel Beckett, Hemingway og F. Scott Fitzgerald.
Til billedet af opsamlingsinteressen fra hans egen side hører omverdenens glubende iver efter oplysning om hans levned og meninger, udmøntet i rækken af interview- og samtalebøger gennem 1990’erne, hvor han åbenhjertigt beretter om baggrunden før bøgerne, sin arbejdsmåde, sit forhold til medierne, som han fra første færd som ingen anden konfronterede, brugte - og blev brugt af ligesom sæben i ’Livet i badeværelset’, den med det funktionalistiske legeme, der både vil tages og ikke tages, flygtende farlig, fortættet inaktiv, og så -! Sådan bebudedes angrebslysten i dette tidlige digt.