Robinsons romaner beskæftiger sig med livets store spørgsmål på en måde, som man sjældent ser i litteraturen i dag. Her skinner Robinsons optagethed af religion tydeligt igennem: Det er refleksioner om liv, død, skønhed og tilgivelse, der fylder siderne. De tre romaner, “Gilead”, “Home” og “Lila” foregår i en lille by i Iowa i halvtredserne, den sidste del af romankvartetten, “Jack”, foregår i St. Louis i samme periode, og der foregår ikke meget, udover de tanker og samtaler, der finder sted mellem mennesker, der forsøger at nærme sig og forstå hinanden.
Robinson er ikke bange for stilstand, hun finder skønheden i de små hverdagsagtige ting og fokuserer på de store dramaer, der udspiller sig i en families køkken. Om dette fokus siger hun: “Jeg synes, at de små dramaer i samtaler, tanker og refleksion er meget mere individuelle og langt mindre klichéprægede end ... Jeg mener, når folk tager på eventyr, så er det 90 ud af 100 gange noget, de har læst om i en brochure. Det er ikke den del af tilværelsen, der interesserer mig.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30).
Fælles for “Gilead” og “Home” er temaet om fædre og sønner. I “Gilead” skriver John Ames bogen som en slags testamente til sin lille søn. Samtidig kæmper han for at åbne sit sind for den hjemkomne Jack Boughton, der er en slags “reservesøn” for Ames og som han, meget mod sin vilje, aldrig rigtigt har kunnet lide. I “Home” ligger fokus på forholdet mellem samme Jack Boughton og hans far, som han konstant kommer til at skuffe ved blot at være den, han er. Forventning og skuffelse mellem forældre og børn er et stort tema for begge romaner. I “Lila” er det Lila, der ind imellem går og taler med sin søn, mens han stadig er i hendes mave, og der sættes fokus på oplevelsen af at blive mor, når man er et menneske, der altid har følt sig fundamentalt alene i verden.
Med “Lila” bliver det også tydeligt, hvad Robinson kan i forhold til synsvinkel. Som i “Home” er vi helt tæt på en tredjeperson, denne gang Lila, og historien, som vi troede, vi kendte den fra de to første romaner, ser nu anderledes ud, fordi den fortælles fra Lilas synsvinkel. Der er sågar faktuelle ting, der ændrer sig, fordi de erindres anderledes.
Robinsons debutroman “Housekeeping” handler ikke om fædre og sønner, men om mødre og døtre. Eller rettere døtre, der savner en mor og et fast holdepunkt i tilværelsen. Debutromanen adskiller sig også fra de senere romaner ved at være skrevet i et langt mere drømmeagtigt og poetisk sprog. Det er, som om der med tiden er kommet mere og mere dialog ind i Robinsons forfatterskab, og i debutromanen er det så godt som ingenting. Men allerede her i første roman får man en klar fornemmelse af Robinsons fokus: Det er hovedpersonen Ruths tanker og refleksioner, der er bærende for handlingen. Marilynne Robinson udtrykker det således: “Jeg er interesseret i tankens metaforiske egenskaber, dens slægtskab med myter og drømme, mest af alt i dens følelsesmæssige fylde og dens upåvirkethed af tid.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30).
Robinsons optagethed af et begreb som ‘nåde’ bliver især tydeligt med romanen “Lila”. Lila har levet et hårdt og omstrejfende liv, og man kan sige, at hun tages til nåde af den ældre præst, der tilbyder hende tryghed, sikkerhed, kærlighed. I hvert fald er det en trøst for John Ames at tænke sådan, så måske er det i virkeligheden ham, der bliver frelst i mødet med Lila. I “Lila” bliver det tydeligt, at det med nåden, “redningen”, netop ikke er så simpelt. Hvem bliver reddet? Og kan man reddes? Ensomheden er et grundvilkår hos Robinson, og selv efter, at Lila og John Ames har fået barn sammen, overvejer hun ind imellem at gå, bare gå, tilbage til det ensomme liv, hun kom fra. Det står som en evig mulighed for hende, et måske mere virkeligt og ærligt alternativ til det liv, hun pludselig har med hus og hjem, mand og barn.