Lila

Citat
“Og så satte de sig på jorden, på fyrrenålene, Doll med ryggen mod et træ og barnet krøbet sammen på hendes skød, ind til hendes bryst, og hun hørte lyden af hendes hjerte, mærkede det slå. Regnen faldt tungt. En gang imellem plaskede store dråber ned på dem. Doll sagde: “Jeg sku ha vidst, der kom regn. Og nu har du fået feber.” Men barnet lå bare ind til hende, håbede, at hun måtte blive der, hvor hun var, håbede, at regnen aldrig ville holde op.”
”Lila”, s. 9.

Med “Lila” fra 2014 (“Lila”, 2015) har Marilynne Robinson givet sig selv lov til at blive lidt længere i Gilead hos den ældre præst John Ames og de øvrige mennesker, som vi kender fra “Gilead” og “Home”. Denne gang fortælles historien fra Lilas vinkel, den unge hustru til John Ames, som vi i Gilead fik lov at betragte med den ældre præsts evige forundring og forelskelse. 

Romanen begynder dramatisk. Et barn sidder forsømt på en trappesten og fryser, hun er blevet losset derud af husets indbyggere, som er ligeglade med hende, og hun må ikke komme ind igen, fordi hun hele tiden græder. Doll, en kvinde, som også bor i huset ind imellem, men ellers lever som vagabond, tager barnet under armen og stjæler hende. Barnet er Lila, der senere på sine vandringer dukker op i Gilead og møder den meget ældre John Ames.

51595386

Livet som præstefrue adskiller sig på alle måder fra det liv, hun har kendt, og erindringerne om Doll og de øvrige vagabonder, der tog sig af hende som barn, bliver ved at dukke op. For første gang i sit liv har hun, der ellers altid har været undervejs, mulighed for at stå stille og betragte sit liv, og som læser får man lov at følge hendes forundrede granskning af sin egen historie.

Kort efter Lila og John Ames møder hinanden i kirken, døber han hende. Helt uceremonielt og nede ved den flod, hvor Lila har slået sig ned i et lille træskur. Vandet er et gennemgående element i “Lila”, ligesom Lilas tanker om at blive vasket ren for synd er det. Hun er skamfuld over sit liv. Sin uvidenhed, sin fattigdom, sin forældreløshed, alt dette skammer hun sig over, og hun er vant til ikke at turde stole på nogen. Hun er vant til, at afhængighed af et andet menneske er en svaghed. I mødet med John Ames er hun nødt til at hengive sig til troen på noget – til kærligheden, men også til religionen, som kan ligne en redning. En mulighed for at skylle skammen væk. Men spørgsmålet i “Lila” er, om nåden egentlig er mulig? 

“Lila” er en kærlighedshistorie, historien om mødet med kærligheden for et menneske, der er fundamentalt alene. Men det er samtidig historien om et menneskes møde med troen, når man aldrig har turdet tro på noget.