boyle
Foto: Forlaget Alvilda

Nicole Boyle Rødtnes

cand.theol. Charlotte Hitzner Jørgensen, 2015 og august 2019. Blå bog og bibliografi opdateret november 2024.
Top image group
boyle
Foto: Forlaget Alvilda

Nicole Boyle Rødtnes skriver, så hårene rejser sig i nakken, og gåsehuden springer frem på armene. Hun skildrer i et hæsblæsende tempo og i en rå og hudløs tone alt fra pigevold, mishandling og morderiske skeletter til giftige, æglæggende kloakkryb. Hvad enten det drejer sig om realistiske skildringer af overfald eller om politiske sammensværgelser i en opfunden verden formår Nicole Boyle Rødtnes at nuancere den traditionelle opfattelse af mennesket som værende enten godt eller ondt. Nicole Boyle Rødtnes’ karakterer bevæger sig i gråzonen mellem godt og ondt, hvilket gerne viser sig at være et pokkers uhyggeligt sted.

 

139635701

Blå bog

Født: 7. december 1985 i Brønshøj.

Uddannelse: Dimittend fra Forfatterskolen i Børnelitteratur i 2010 og cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet i 2012.

Debut: Dødsbørn. Skeletter i skabet, 1. Facet, 2010.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds arbejdslegat, 2012. Statens Kunstråds arbejdslegat, 2012. Orlaprisen, 2024. 

Seneste udgivelse: Sammen med 7 andre forfattere: Tabu. Carlsen, 2024. Noveller. 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

””Han ER min. Har altid været min, og vi havde det fint, indtil du stjal ham.” Hun slår mit ansigt mod asfalten. En jagende smerte løber gennem næsen op til hjernen. Hovedpinen eksploderer. Jeg skriger.”
”Bitchen imellem os”, s. 54.

Nicole Boyle Rødtnes er født i 1985 i Brønshøj, en bydel i København, men er opvokset på Østerbro.

Rødtnes hørte ikke til blandt de dygtigste elever i sin klasse på Randersgade skole, men som 13-årig begyndte hun at skrive på en bog i al hemmelighed. Jeg fortalte ikke nogen, at jeg skrev. Det var en hemmelighed det første lange stykke tid. Nok især fordi jeg på det tidspunkt ikke var særlig god i skolen. Jeg var en af dem, der havde mindst 10 fejl i diktat og tit også 20 eller 30 fejl. Men jo mere jeg skrev, jo bedre blev jeg også i skolen, og da jeg startede i 9. klasse var jeg blandt de dygtige elever og havde også en færdig bog på computeren.” (nicoleboyleroedtnes.dk).

Men den første bog blev ikke antaget af et forlag, og Nicole Boyle Rødtnes begyndte i 2001 på Østre Borgerdyd gymnasium. Hun fortsatte med at skrive og var i 2003 med til at stifte foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere sammen med Line Lybecker, Bjarke Schjødt Larsen og Rasmus Østergaard Pedersen . Foreningen havde dengang som nu til formål at hjælpe unge forfattere med at blive taget seriøst af forlagene og at få deres materiale udgivet.

I 2004 blev Nicole Boyle Rødtnes færdig som matematisk student og begyndte derefter på Skriveskolen Hemingway. Det var her, Nicole Boyle Rødtnes fik de første ideer til successerien ”Skeletter i skabet”. Der skulle dog gå yderligere seks år, før Nicole Boyle Rødtnes debuterede med ”Dødsbørn”, den første bog i serien.

Da Rødtnes i 2008 blev optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur, valgte hun at fortsætte sine danskstudier, men på deltid. I 2010 færdiggjorde hun sin uddannelse fra Forfatterskolen for Børnelitteratur, og i 2012 blev hun cand.mag. i dansk med kommunikation som særligt fokusområde.   

Nicole Boyle Rødtnes er bosiddende på Amager og afholder sideløbende med sin forfattervirksomhed skrivekurser og workshops for børn og unge.

Skeletter i skabet-serien

”En blodtåge opstår, når nogen har gjort noget så utilgiveligt, at hele byen er i fare,” sagde far. ”Af skam brækker slægtsskelettet sine knogler i stykker og lader sit rituelle blod lægge sig omkring byen.”
”Blodtåge”, s. 63.

Nicole Boyle Rødtnes’ ”Skeletter i skabet-serie” består af: ”Dødsbørn” (2010), ”Blodtåge” (2011), ”Ildfugl” (2012) og ”Gravslægt”(2013).

I Zantora har alle familier skeletter i skabet. Skeletterne husker alt, også det familierne helst så de glemte. Davie Valden bliver dog skuffet, da han møder sin families skelet første gang. De har tilsyneladende ingen hemmeligheder.

Nedslået over sin kedelige familie begynder Davie i lære som kloakpasser. Davie opdager, at hans læremester William skjuler et dødsbarn i sin kælder. Dødsbørn er født med et mærke i panden og dræber gennem berøring. Men William elsker sin datter Temate og ønsker ikke, at hun skal udsættes for eksperimenter på institutionen, hvor dødsbørnene indespærres. Davie bliver skræmt, men kommer hurtigt til at holde af Temate.

Da et dødsbarn flygter fra institutionen, opdager Davie, at hans familie ikke er så kedelig endda. Dødsbarnet er hans fætter Devon. Devon opsøger Davie og afpresser ham, da han opdager Temate. Prisen for Devons tavshed er høj, og før Davie ved af det, har han brudt adskillige love.

29857016

I andet bind får Davie en ny læreplads hos skeletinspektøren Edward. Sammen forsøger de at finde ophavsskelettet til blodtågen, der har sænket sig over byen. Blodtågen er frembragt af et skelet, der vil advare Zantora om, at indbyggerne er i fare.

Sammen med Edward kommer Davie på sporet af en sammensværgelse med tråde til den politiske top i Zantora. Under afhøringen af politikeren Adamos skelet går noget galt. Edward bliver dræbt, og Davie overlever med nød og næppe.

I tredje bind kommer Davie i lære hos flammetæmmeren Nila. Flammetæmmerne tæmmer ilden, der høstes fra ildøglerne, så den kan bruges af almindelige mennesker. Netop tæmningen og høstningen af ild er en kilde til konflikt mellem staterne Zantora, Portuena og Qvy.

Oprøret mod Zantora ulmer, og det bliver tydeligt for Davie og hans venner, at Adamo står bag. Med Devons hjælp har Adamo ryddet sine modstandere af vejen. Men oprøret slår fejl, da Devon beslutter sig for at gøre Zantora til dødsbørnenes by.

Tematisk kredser bøgerne om modsætningerne godt-ondt og rigtig-forkert og om gråzonerne ind i mellem. Davie er en atypisk helt, der af udefra kommende omstændigheder tvinges til at tage stilling til forskellige etiske problematikker. Er det f.eks. altid forkert at stjæle? Og har dødsbørn ret til et liv?

Selvom problematikkerne optræder i en fantasy-kontekst, er de almengyldige og kan således danne grobund for en videre diskussion i f.eks. undervisningssammenhæng.

Bitchen imellem os

””Skal jeg brække alle dine fingre, før du fatter det?” Hun griber min ene pegefinger og trækker den langsomt bagud. Det skarpe knæk blander sig med mit skrig. Tårerne slipper ud mod min vilje. Jeg vil ikke græde.”
”Bitchen imellem os”, s. 40.

Nicole Boyle Rødtnes udgav i 2010 ungdomsromanen ”Bitchen imellem os”, der handler om brutal pigevold og ulykkelig kærlighed.

Astrid møder i sin sommerferie drengen Alex. Han slår benene væk under hende, og hun slår op med sin kæreste Andreas for at være sammen med ham.

Alex har også en kæreste, Katrine. Katrine elsker Alex overalt på jorden og har ikke tænkt sig at give slip på ham, bare fordi han har mødt en anden. Alex er hendes sikre base i en ellers kaotisk verden. Katrines mor har begået selvmord, og hendes far forsvinder i sin sorg længere og længere væk i alkoholtåger. Hendes bror Brian kan ikke magte farens misbrug og søger væk fra den ødelagte familie og overlader dermed Katrine alene med ansvaret for faren.

28377355

Selvom Alex prøver at slå op med Katrine adskillige gange, nægter hun at acceptere bruddet. Hun klynger sig til den sikkerhed, forholdet til Alex repræsenterer, men mister undervejs kontrollen med sig selv og ender med at overfalde og torturere Astrid.

Først da Astrid ligger i sin hospitalsseng, gennembanket og skamferet går det op for hende, at Alex i virkeligheden heller ikke kan slippe Katrine. I stedet for at være hos Astrid har han nemlig været sammen med Katrine på politistationen.

Bogen er opbygget således, at læseren hører de to fortællere, Astrid og Katrine, på skift. Hver især skildrer de begivenhederne, som de oplever dem. Det betyder, at man som læser får et unikt indblik i begge pigers tanker og motiver. Katrine er ikke entydigt ond, og Astrid er tilsvarende ikke entydigt god.

Man får mulighed for at forstå, hvad det er, der driver Katrine, og man får mulighed for at følge Astrids ulykkelige forelskelse og frustration over Alexs mangel på handlekraft.

 

Medaljonen-serien

”Jeg tager medaljonen af. Lader fingrene løbe hen over det klistrede sår. Jeg ser på mine let blodige fingre, og en kuldegysning løber igennem mig. Har Sofie ret? Bør jeg give medaljonen væk?”
”Den sorte skarabæ”, s. 111.

I 2011 udkom Nicole Bøyle Rødtnes’ medaljon-serie, der består af de tre bind ”Den sorte skarabæ”, ”Det blødende sår” og ”Det halve hjerte”.

Christian har det svært i skolen. Han bliver mobbet af drengene Jesper og Anders, der styrer klassen med hård hånd, og så er han ulykkeligt forelsket i pigen Victoria.

Christian bor alene med sin mor og søster, mens hans far arbejder i Afrika.

Sofie er langt ude i familie med Christian. Da begge hendes forældre er døde og hendes mormor ikke længere kan tage sig af hende, flytter hun ind hos Christian og hans familie. Sofie har en uhyggelig evne. Hun kan i søvne tegne, hvordan mennesker skal dø.

28694199

En dag får Christian en pakke med posten. Tilsyneladende er den fra Christians far. Den indeholder en medaljon, formet som en skarabæ. Den, der bærer medaljonen, kan få sine ønsker opfyldt. Men ønskerne har en pris. I takt med at Christian ønsker sig ting, får han et større og større sår på brystet. Skarabæen er i gang med at grave sig ind til hans hjerte. Samtidig begynder Sofie at vågne op til skræmmende tegninger af, hvordan Christian skal dø.

Sammen forsøger Christian og Sofie at opklare, hvem der i virkeligheden har sendt medaljonen til Christian. Hurtigt finder de ud af, at de ikke er de eneste, der kender til medaljonen, og at skruppelløse folk vil have fingrene i den, blandt andre den mystiske Skarabæ-orden.

Medaljon-serien skildrer en typisk antihelt. Christian er hverken stærk eller god. Han er nærmere det modsatte. Han er mobbet og svag. Han tager imod de knubs, der kommer og handler ikke. Da medaljonen kommer ind i hans liv, tvinges han til at træde i karakter og til at handle.     

I serien om medaljonen benyttes en dobbeltfortæller. Det vil sige, at historien fortælles af to personer, i dette tilfælde Christian og Sofie. Som læser får man derfor et detaljeret kendskab til begges motiver, følelser og tanker. Det bliver ganske enkelt lettere at fatte sympati for dem som karakterer, når man bedre forstår, hvorfor de gør, som de gør.

Zombie jæger-serien

”De zombier, der ikke har været heldige nok til at få fat i en knogle, går rundt og slikker gulvet rent for blod med deres sorte tunger. En af dem står med kraniet. Den stikker sin lange tunge ind gennem en af øjenhulerne som en myresluger på jagt efter mad.”
”Friske lig” (Zombie jæger nr. 3), s. 28-29.

Nicole Boyle Rødtnes’ serie om zombie-jæger består af otte bind: ”Sort blod” (2013), ”Knuste kranier” (2013), ”Friske lig” (2014), ”Kæmpens kød” (2014), ”Campens fald” (2015), ”Døde venner” (2015), ”Kemikerens løgne” (2015) og ”Verdens ende”. Alle bind er illustreret af Bodil Bang Heinemeier.

I en ikke så fjern fremtid sker noget forfærdeligt. Da et krydstogtskib synker, tror man først, at besætningen og passagerne er omkommet. Det er de på en måde også, for et par dage senere stiger de op af havet som frådende, hjernehungrende zombier.

Zombierne trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig. De angriber alt levende og forvandler de mennesker, de bider, til zombier. Snart fordrives menneskene til særligt sikrede områder, de såkaldte camps. Herfra forsøger de overlevende at bekæmpe zombieplagen og finde en kur mod zombiesmitten.

Tvillingerne Alo og Ava er 13 år gamle, og de har boet tre år i et nedlagt tivoli, der fungerer som camp. De har mistet begge deres forældre til zombierne og prøver på hver deres måde at bekæmpe monstrene. Alo er en del af campens jægergruppe, der patruljerer i nærområdet, slår zombier ihjel og forsøger at skaffe friske forsyninger til campen, mens Ava arbejder sammen med forskeren Laila på at finde en vaccine eller modgift mod zombiesmitten.

Da Ava og Alo begiver sig ud på en farlig og forbudt mission for at få fat i en prøve fra en af de første inficerede zombiehjerner, går det galt. Ava bliver bidt. Hun skjuler smitten for Alo og de andre i campen. Det er et forræderi, der ikke kan tilgives og Ava må flygte.

50955966

På flugt opdager Ava, at nogen fodrer zombierne med friske lig og at zombiesmitten ikke er en tilfældighed, men en menneskeskabt katastrofe. Et kapløb mod tiden, zombierne og ikke mindst smittens opfindere sættes ind.

Bøgerne om zombie-jæger er en såkaldt dystopi. En dystopi er en fortælling, der udspiller sig i et dystert og forfærdeligt samfund, hvor den orden vi kender er forvrænget eller i værste fald brudt sammen. Ofte er der et tydeligt ”før” og ”efter”, i dette tilfælde før og efter skibet med zombiesmitten sank. Hovedpersonerne forsøger at genoprette den orden, de kendte fra før, det forfærdelige skete.  

Serien om Zombie-jæger er letlæsningsbøger inden for gyser- og spændingsgenren. Kapitlerne er korte, og teksten er ledsaget af illustrationer. Historien fortælles skiftevis af Alo og Ava, hvilket medvirker til at opbygge spændingen. Når et kapitel slutter med en såkaldt cliff hanger, altså et spændingsmæssigt højdepunkt, må læseren vente et helt kapitel med at få udløst spændingen. Dette er med til at drive læsningen frem. Som læser vil man have mere. 

Livet tilbage

”Jeg husker ikke meget af min død. Min tid derude står mere klart. Jeg husker at bo i bølgerne og svømme med de andre sæler. Jeg husker freden, friheden og tilgivelsen.”


”Livet tilbage”, s. 41.

Alle på Odinsøerne kender sagnet om selkierne. Mennesker, der har kastet sig i havet for at dø, men som i stedet bliver forvandlet til sæler. Hvert år på helligtrekongersaften kravler sælerne på land og smider deres skind. For en enkelt dag er de mennesker igen. Sagnet fortæller også, at hvis man tager selkiernes skind, vil de blive ved med at være mennesker. Men ikke som de var før. De vil være ulykkelige, fordi de husker smerten, der fik dem til at begå selvmord og fordi de savner havet, hvor de hører hjemme. Det er udgangspunktet i Nicole Boyle Rødtnes’ roman ”Livet tilbage” (2019).

Det er to år siden, at Vanja kastede sig i havet fra klipperne for at dø. Og det er andet år, at hun forlader havet for at blive menneske igen. Hun skal bare gennem dagen, ligesom alle de andre selkier, og så tilbage til havet. Men da solen går ned, er alle skindene væk.

46167341

En af de andre selkiers far har midt i sin sorg husket det gamle sagn og er taget ud til havet for at bringe sin datter tilbage fra de døde. Det er ham, der har taget alle selkiernes skind. Vanja og seks andre selkier bliver ført tilbage til Odinsøerne og må modvilligt vende tilbage til det liv, de dybt ulykkelige har forladt.

De syv selkier skaber røre, og historien dækkes i aviser og på tv. Midt i postyret prøver Vanja at falde til hjemme hos sin mor og sin søster, Iris, men havet trækker i hende, og hun er bange for at hun vil komme til at såre sin familie igen. Samtidig er der folk i det lille øsamfund, der synes, at det er mod naturens orden og Guds vilje at bringe nogen tilbage fra de døde. Selkierne bliver truet på livet, og deres familier bliver udstødt. Kun i selskab med Frederik, der er tilflytter fra København, finder Vanja en ro. Han ved ikke, hvad hun er eller hvem hun var.

”Livet tilbage” kredser tematisk om skyld og skam. Vanja gemmer på en hemmelighed, der kun langsomt deles med læseren, og som var årsag til at hun begik selvmord.

Historiens fortællestemme er delt mellem Vanja, Iris og Frederik, hvilket betyder at historien nuanceres og at man som læser bliver mindet om, at selvom man oplever de samme ting, oplever man dem ikke nødvendigvis ens.

 

------------

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.
Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Mailrådgivning og Chatrådgivning. For at se åbningstider og for at skrive, gå ind på www.livslinien.dk

Genrer og tematikker

Genremæssigt har Nicole Boyle Rødtnes både beskæftiget sig med realisme i ungdomsromanen ”Bitchen imellem os” og med fantasy i serierne om ”Skeletter i skabet”, ”Medaljonen” og ”Wicca-veninder”. "Chatsøstre" må dog betegnes som realisme. 

Selv siger Nicole Boyle Rødtnes om det både at skrive fantasy og realisme: Det fede ved at skrive fantasy er, at man skal skabe en helt anden verden, men det er også det, der er det svære, fordi når man må alting, hvordan får man så skabt en verden, der stadig hænger sammen og virker logisk, når man læser? Det svære ved realisme er at skrive troværdigt, for her er der ingen undskyldninger. Man kan ikke bare sige ”sådan er det i min verden”. Til gengæld kan en god realistisk fortælling nogen gange virke hundrede gange stærkere end fantasy. I lang tid troede jeg kun at jeg kunne og ville skrive fantasy-bøger, men nu ved jeg, at jeg har brug for begge dele. Det er rart at kunne veksle imellem genrerne.” (www.pallesgavebod.dk/boeger/interview-p2/nicole-boyle-roedtnes/).

Der er flere tematiske ligheder i Nicole Boyle Rødtnes’ bøger. Hovedpersonerne er ofte svage ligesom Christian i ”Medaljon-serien”, eller også befinder de sig i udsatte positioner, som Vanja i ”Livet tilbage”, der oplever øsamfundets fordømmelse, da hun vender tilbage fra de døde og Katrine i ”Bitchen imellem os”, der er hård på ydersiden, men som lider under adskillige voksensvigt. De bliver af hændelser, de ikke selv er herre over, tvunget ud i situationer, der ryster og udfordrer dem. Nogle af dem – f.eks. Davie fra ”Skeletter i skabet-serien” – vokser med opgaven, mens andre som f.eks. Katrine ikke magter den og knækker under byrden.

Et andet gennemgående tema er forholdet mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Nicole Boyles Rødtnes’ karakterer er sjældent entydigt gode eller onde, men bevæger sig i gråzonerne ind imellem de to modsætninger. Dette kommer tydeligt til udtryk i f.eks. ”Bitchen imellem os”, hvor Rødtnes ved at benytte sig af en dobbeltfortæller giver læseren et komplekst billede af, hvem de to piger Astrid og Katrine er og hvilke bevæggrunde, der ligger bag deres handlinger. Selv siger Nicole Boyle Rødtnes: Selvfølgelig kan det aldrig retfærdiggøres. Men der kan være grunde, som gør, at man tænker: ’Ok, det er ikke bare fordi vedkommende er psykopat’. Man kan se, der er et hændelsesforløb, som har ført op til det. Det var vigtigt for mig at få de nuancer med.” (Nadine Lensborn: ”Råheden i pigevold kom bag på mig.” Magasinet Danner, 2011-12-19).

Beslægtede forfatterskaber

Det er vanskeligt at sætte Nicole Boyle Rødtnes i bås med andre forfattere, da hun spænder over så forskellige genrer som fantasy og realisme. Men Nicole Boyles Rødtnes’ serie ”Skeletter i skabet” rummer flere lighedstræk med Benni Bødkers serie om ”Nattens børn”.

I bøgerne om ”Nattens børn” forsøger søskendeparret Edvard og Agnes at opklare gåden om deres fars forsvinden, deres søsters alt for tidlige død og om de mange vampyrangreb, der plager den by, de bor i. Edvard og Agnes må til deres store frustration kæmpe mod de voksnes ligegyldighed over for den overhængende fare, der truer byen og dens indbyggere, alt imens flere og flere dør som følge af vampyrangreb.

I deres forsøg på at afdække sandheden møder de den mystiske pige Mine, der bærer på en dyb hemmelighed. Hun er vampyr. Men ligesom Davie Valden i serien ”Skeletter i skabet” opdager mennesket bag den farlige facade og bliver venner med dødsbarnet Temate, således bliver Edvard og Agnes også venner med Mine.

Sammen prøver de at råbe de voksne og autoriteterne op, men da ingen vil lytte til deres advarsler, tager Edvard, Agnes og Mine selv kampen op mod overmagten. Først mod vampyrerne og siden mod den mystiske og magtfulde orden Mørkets Brigade.

Universet er som i serien om ”Skeletter i skabet” på samme tid fremmed og dog genkendeligt. Edvard og Agnes lever normale liv med skolegang, søskendeskænderier og strenge forældre, men inden for disse genkendelige rammer findes det for læseren fremmede og ukendte – en verden fuld af vampyrer. Fordi universet rummer genkendelige aspekter, er det lettere for læseren at identificere sig med en ellers fremmed og overnaturlig verden.

Bibliografi

Havets magi - Serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle: De knuste perler. Alvilda, 2019. (1).
Rødtnes, Nicole Boyle:
Flugten fra Orcra. Alvilda, 2022. (7).

De unge helte - Serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle: Heltene samles. Alvilda, 2019. (1).

De skjulte dæmoner - Serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle:
Den nye dobbeltgænger. Alvilda, 2016. (bog 1).

Zombie jæger - den nye verden - Serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle:
Rådne soldater. Alvilda, 2016. (Bog 1).

Superskurkeskolen - Serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle: Den gode skurk. Alvilda, 2016. (1).

ilttyv - Serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle: Over sløret. Alvilda, 2015. (1).

Elverdans - serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle: Tankespinder. Alvilda, 2018. (1).

Medusa - serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle: Medusa - monster. Alvilda, 2018. (1).

Zombie Zoo - serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle: Dødt dyr. Alvilda, 2017. (1).

Zombie-krigen - serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle: Ekspeditionen. Alvilda, 2018. (1).

Zombie-hospitalet serie

Find og lån i bibliotek.dk:
Rødtnes, Nicole Boyle:
De døde fra havet. Alvilda, 2020. (1).

Om forfatteren

Websider

hvor man blandt andet kan læse mere om forfatteren, hendes udgivelser og de skrivekurser hun afholder.

Søgning i bibliotek.dk

Find og lån i bibliotek.dk:
Emnesøgning på Nicole Boyle Rødtnes

Kilder citeret i portrættet

Nicole Boyle Rødtnes om sig selv.