Genrer og tematikker

Alle karakterer i romanen er kendetegnet ved deres placering på samfundets bund og tvivlsomme omrids. De drikker og bander og får hverdagslivets normer til at skælve. Rasmus á Rógvu udtrykker, at han er inspireret af de “tonsvis af skæve og mærkelige eksistenser på Færøerne.” (Maria Skov: 'Vi er inspireret af tosser'. Information, 2008-31-07). Karakterer som han er blevet underholdt og skræmt af gennem sin opvækst på Færøerne. Hans forlag Gyldendal informerer, at den næste roman endda delvist foregår på Færøerne.

Til interessen for særlinge hører også et fokus på ensomhed, som det udforskes i ”Skuffen og Skeden”. Kost, Gila, Grib og Lea fremstår alle som ensomme personer med tilhørende eksistentialistiske udfordringer. Udfordringer der håndteres med sort humor og druk. Disse forhold i romanen peger videre på mellemmenneskelige forhold som kærlighed og venskab, jævnfør at plottet i ”Skuffen og Skeden” er baseret på, at en vennegruppe leder efter to manglende medlemmer. De er ”gået ind i hinanden”, ”De er gået sammen … væk!” – en sproglig leg med udtrykket ”at komme sammen”.

Rasmus á Rógvus valg at fortælle i en absurd og ikke en realistisk kontekst giver ham mere frihed og færre regler at følge. Man forstår på de mange blandede udtryksformer i ”Skuffen og Skeden”, at han leder efter regler og love for digtningen. Han skriver sig dynamisk ind i en forståelse af digterkunsten og sin egen poetik. ”Kost har en altnedbrydende karakter, og i bogen har jeg forsøgt at undersøge, hvad der sker med ham, når man sætter ham ind i et absurd univers, der hele tiden skifter mellem det banale og det uforudsigelige.” (Maria Skov: 'Vi er inspireret af tosser'. Information, 2008-31-07). Altså fremstår eksperiment, skrift og sprog vigtigere end plot og stram realisme.

”Skuffen og Skeden”s plot er baseret på genrekonventioner fra kriminalromaner, men grundlæggende er der ingen forbrydelse at opklare. Der er kun detektivens alkoholisme og bevægelsesfrihed tilbage. Selv detektivens integritet og moral smuldrer sammen med den samfundsnedbrydende Kosts forfald.