Beslægtede forfatterskaber

En dansk børne- og ungdomsbogsforfatter, der skriver om de samme tematikker som Dorte Roholte, er forfatteren Mette Finderup. Med serien om pigen Emmy, der bor sammen med sin mor udenfor København – og har en storebror og en far, som bor i lejlighed inde byen – bevæger vi os i en sammenlignelig hverdag med skole, veninder og skilte forældre. Både i valget af emner og den sproglige opbygning rammer Mette Finderup og Dorte Roholte den samme målgruppe: Piger imellem 11-14, som er lige der i livet, hvor der sker en hel masse. For første gang. Hvor forældre og stedforældre stadig er de primære personer i deres liv, men ikke de eneste, der bliver lyttet til længere.

Med gyserfortællingerne, der primært henvender sig til drenge, skriver Dorte Roholte sig ind i en genre, hvor der er masser af gys at hente med varierende chokeffekt. Lars Bøgeholt Pedersen er en af de andre danske forfattere, som med bøgerne ”Edderkopper” og ”Den sidste udfordring”, også går efter at få det til at risle koldt ned af ryggen på de unge læsere. Hvor Dorte Roholte altid har et aspekt af noget andet end gys i sine fortællinger, går Lars Bøgeholt Pedersens ungdomsbøger mere rent efter at underholde og forskrække.

Er der mere mellem himmel og jord? Og kan mennesker spå om fremtiden? Med Mærkelige Mynthe-serien, der handler om en skolepige, som har nogle evner udover det sædvanlige, åbner Dorte Roholte op for nogle af de samme tematikker, som forfatterne Anne-Marie Donslund og Tina Sakura Bestle gør i serien om de siamesiske tvillinger Ærte og H. Tvillingerne hænger ikke længere sammen, men når de står skulder ved skulder kan de læse hinandens tanker. På uhyggeligste vis.