Det er gys af den værst tænkelige skuffe, Dorte Roholte leverer i ”Det ender ikke godt” fra 2014. Alting emmer af normalitet i fortællingernes hverdagsscenarier med skolegang, forældreskænderier og skilsmisseproblematikker. For normalitet er ikke lig med et børneliv i en traditionel kernefamilie, hvor der er the på kanden og hjertevarme. Den illusion er vi for længst forbi i Dorte Roholtes fortællerunivers, hvor normaliteten er brudte familieliv med flakkende forældre. Men selv de gys og problematikker, den opbrudte hverdag skaber i læseren, er vand ved siden af det, vi har i vente.
Følelsen af, at noget skrækkeligt, men også usandsynligt er ved at ske, skrives listigt frem i hver enkelt novelle som små hint, der tilsammen får det til at løbe koldt ned af ryggen. Som drengen Mathias, der går igennem en dag som usynlig, inden det går op for ham, at han er død. Han faldt ud af et vindue på skolen, da han sad og røg en cigaret.
50961176
En slutning, der er skånselsløst illustreret af Thomas Hjorthaab på s. 25. Eller som i novellen ”Den onde bror”, hvor det hen imod slutningen står klart for drengen Mikkel, at det ikke er hans døde lillebror, der er ond og har sendt ham på kostskole langt væk fra sin familie … men ham selv. Han er den onde. Han er den, der slog sin lillebror ihjel. Med vilje.
Alle effekter er i brug i ”Det ender ikke godt”. Bamser med dårligt påsyede knappenålsøjne, genfærd, syner, knirkende trapper, ruiner og gamle mennesker, der har oplevet lidt af hvert. Men der er også genkendeligt hverdagsstof, som ikke skruer på andre knapper end dem, der handler om at kapere alle sider af livet. Som at have en gammel oldemor på plejehjem, der altid vil røre ved en: ”… han vil ikke smittes med alt den gammelhed af et næsten halvdødt menneske.” (s. 129). Eller have en enlig alkoholiker i ejendommen, som ens mor siger, de bare må håbe bliver fundet i tide, og ”inden hun begynder at lugte alt for meget.” (s. 61). Gys er blandet med hverdagsrealisme – og indimellem skræmmer begge dele lige meget.