Nemesis

Citat
”Børnene her kunne fint klare sig uden ham. Det her var ingen krigszone. Indian Hills var det sted hvor der ikke var brug for ham.”

”Nemesis”, s. 148.

Philip Roths roman fra 2010, ”Nemesis” (”Nemesis”, 2013), udspiller sig i 1940’ernes USA, hvor en polioepidemi er brudt ud i New York City. I delstaten Newark er den moralske, hårdtarbejdende og pligtopfyldende Bucky Cantor leder på en legeplads i det jødiske kvarter Weequahic. Her forsøger han at skærme børnene fra bekymringen for polio, så de kan lege så ubekymret som muligt.

Efter et opgør med en gruppe italienske drenge, som joker med at de er kommet for at sprede polio, bliver to af legepladsens drenge ramt af polio og dør. Det bliver begyndelsen på en afgrundsdyb frygt, der spreder sig i gaderne i takt med, at antallet af polioofre stiger. Først får italienerne skylden for at have bragt polioen til kvarteret, og det næste øjeblik er det den udviklingshæmmede Horace, der udpeges som skurk.

50752364

Bucky Cantor prøver at mane til besindighed og inddæmme frygten i byen og blandt børnene på legepladsen, men mærker også selv en snigende frygt, som til sidst får ham til at opsige sin stilling og tage op til sin forlovede og til et job i en sommerlejr i Indian Hills. Glæden over den friske luft og de raske børn her er imidlertid kort, for snart slår polioen også rødder i sommerlejrens skovområde. Bucky Cantor er overbevist om, at han er skyld i poliospredningen, og hans ideal og målsætning om at beskytte børnene og være en ”heroisk, beskyttende storebror” forpurres af mørke tanker om, at det i virkeligheden er ham, som er bærer af sygdommen.

”Nemesis” handler om temaer som frygt, sygdom og religion, men også om krig. Under polioudbruddet raser krigen mellem USA og Japan, og der er klare referencer mellem denne krig og ”krigen” mod polio. Det forstærkes af, at Bucky Cantor blev afvist som soldat og måske derfor føler et ekstra stort ansvar for at leve op til sine forpligtelser på den hjemlige front og kæmpe for at beskytte børnene. Derfor er slaget også endnu hårdere, da det viser sig, at det måske er ham, der har bragt sygdommen med sig.

Historien fortælles af et af legepladsens børn, der møder Bucky Cantor som voksen. Det tidligere legepladsbarn er vidne til Bucky Cantors destruktion og selvhad. Han oplever, hvordan den tidligere leder tager ansvar for en sygdom, som ingen mennesker havde indflydelse på, men som Bucky Cantor alligevel tager på sine skuldre som et overmenneske i næsten religiøs forstand.