Philip Roths roman ”The Humbling”, 2009 (”Ydmygelsen”, 2012) følger skuespilleren Simon Axler, mens han oplever sit livs deroute. Efter en succesrig teaterkarriere mærker han en tvivl, der kulminerer i fiasko på scenen. Det er den første ydmygelse i bogen, men flere følger.
Axler bliver forladt af sin kone og lader sig kortvarigt indlægge på et psykiatrisk hospital, eftersom han overvejer at tage sit liv. Her møder han patienten Sybil, der fik et sammenbrud, efter hun så sin mand misbruge deres datter. Sybil beder Axler om at dræbe manden, hvilket han nægter. Da han senere er udskrevet fra hospitalet, ser han i avisen, at Sybil selv har begået mordet. Axlers afstandtagen i forhold til forbrydelsen understreger hans moral, som ikke er gået fløjten trods hans nedtur. Den faglige krise giver ham snarere et tomrum, han skal fylde ud med noget andet.
29401977
En yngre kvinde, Pegeen, er for en tid erstatningen for alt det, han har mistet. De indleder et forhold – velvidende at de har en aldersforskel i mod sig samt Pegeens seksuelle forhistorie. Før Axler levede hun i 17 år som lesbisk. I et forsøg på at give plads til den del af hende inviterer Axler en tilfældig kvinde med ind i soveværelset, der kan besvare Pegeens begær. Men Pegeen forlader ham alligevel med forklaringen om, at hun ikke kan være, hvad han vil have. Det er romanens afsluttende ydmygelse, der fører til Axlers selvmord.
Pegeen spejler hans ydmygelser; også hun er blevet forladt af sin kæreste, da hun møder Axler, og hun fejler som skuespiller ligesom ham: Hendes skuespil er bare, at hun prøver at agere fuldkommen, heteroseksuel kvinde. Han instruerer til en vis grad Pegeen i rollen, når han køber feminint tøj til hende; måske fatter han for sent, at hun går på kompromis med sin integritet, fordi han har haft let ved at lege andre på scenen.
Romanens hovedtema er at træde i karakter som sig selv i stedet. Pegeen gør det, når hun handler efter sit eget hoved og forlader Axler; bipersonen Sybil gør det, når hun dræber sin mand, og Axler gør det, da han fuldfører selvmordet. I de sidste øjeblikke mindes han en gang, da han spillede en mand i et stykke, der skød sig. På den måde fører Roth skuespil og virkelighed sammen. Forfatteren skriver usentimentalt om sine figurers lidelser, hvilket foregriber, at Axlers selvmord ikke skildres som tragedie. Den ekstreme handling viser, at han følger sit indre kompas.