Philip Roth er født i Newark, New Jersey i 1933 i en familie, der tilhørte den store jødiske befolkning i Newarks middelklasse. Philip var en begavet skoleelev og student og efter at have taget en akademisk grad i engelsk fra Bucknell University, blev han ansat som graduate student på University of Chicago, hvorfra han er M.A. i engelsk litteratur. Indtil 1991 underviste Roth i creative writng på University of Iowa, Princeton University og University of Pennsylvania.
Philip Roth debuterede i 1959 med “Goodbye, Columbus”, der i en Henry James- og Gustave Flaubert-inspireret realistisk prosa beskæftigede sig med mange af de emner, Roth også har behandlet siden hen: identitetsproblemer for jøder i USA, komplicerede familieforhold og seksualitet som kunstnerisk og menneskelig drivkraft. Bogen blev en kritikersucces, og Roth blev præmieret med den fornemme National Book Award, der hverken før eller siden er gået til så ung en forfatter. Philip Roths næste bøger videreførte med kritikersucces debutens stiltræk, mens den fjerde roman “Portnoy’s Complaint” fra 1969 markerede et stilskifte, der bestod af en ravende monolog, der sprang frem og tilbage i tid og sted. Roth har selv beskrevet sin stilistiske ambition omkring stilskiftet således: “The spontaneity and base of spoken language, at the same time grounded on the page, weighed with the irony, precision and ambiguity associated with a more literary rhetoric.” (Reading Myself and Others, side 27).
“Portnoy’s Complaint” handlede eksplicit om en yngre jødisk mands tildragelser – eller mangel på tildragelser – af seksuel karakter, og dens direkte behandling af seksualitet blev genstand for heftig diskussion. Samtidig mente mange jødiske kritikere, at bogen (som også Roths tidligere) gjorde nar af Amerikas jødiske samfund, som den udstillede som hyklerisk, dobbeltmoralsk og snobbet. De jødiske kritikere gik nu nok galt i byen; denne karakteristik er i Roths bøger på ingen måde forbeholdt det jødiske samfund, men en helt generel dom over efterkrigstidens amerikanske samfund.
Den offentlige opmærksomhed, som blev Roth til del i kølvandet på udgivelsen af “Portnoy’s Complaint”, skulle aldrig helt gentage sig, og den mest vellykkede af Roths romaner, det kunstneriske hovedværk “My Life As A Man” er faktisk den af Roths bøger, der har solgt dårligst.
I 1970’erne påbegyndte Philip Roth flere serier med den samme genkommende fortæller. Således introduceredes figuren Nathan Zuckerman “My Life As A Man” og figuren David Kepesh i “The Breast” fra 1972. Disse fortællere har Roth siden vendt tilbage til med jævne mellemrum. Ni romaner er det foreløbig blevet til med og om forfatteren Nathan Zuckerman og tre med David Kepesh som fortæller, senest “The Dying Animal” fra 2001.
Især bøgerne om Zuckerman læner sig op ad Roths eget liv, hvilket giver Roth mulighed for at afsøge grænselandet mellem fiktion og virkelighed. En problemstilling, som “Zuckerman Unbound” direkte tematiserer. At gøre forholdet mellem litteratur og levet liv til et litterært tema har Roth i interview gjort til et centralt element i sin poetik: “Making fake biography, false history, concocting a half-imaginary existence out of the actual drama of my life is my life.” (“Reading Myself and Others”, side 123).
Philip Roth har bibeholdt et respektindgydende højt produktivitetsniveau og forfatterskabet tæller efterhånden omkring 35 bøger.
Philip Roth har siden et skandaleombrust ægteskab i begyndelsen af 1990’erne levet alene uden for New York. Han døde i foråret 2018, 85 år gammel.