Beslægtede forfatterskaber

Philip Roths måde at skrive på har først og fremmest taget udgangspunkt i den store tradition for minutiøs realisme, hvor gestik, tone og en enkelt subtil ordveksling kan være altafgørende. Roth har selv nævnt Henry James som forbillede, men hans udprægede sans for sproglig rytmik og prosaisk fremadskriden for fortælling, skylder også Gustave Flaubert en hel del. En anden new yorker, der skamløst har brugt og genbrugt erfaringer fra sit eget liv og skabt figurer, der overdriver og parodierer elementer i kunstnerens egen person, er filminstruktøren Woody Allen, hvis miljø og persongalleri fra den øvre middelklasses jødiske New York minder ikke så lidt om Philip Roths.

I kølvandet på “Portnoys genvordigheder” blev det moderne at behandle tidligere tiders tabuer på en mere bramfri måde. Halvfjerdserne så mange gebrækkelige eksempler på Portnoy-efterligninger, men litterært vellykkede eksempler findes også, blandt andet hos Erica Jong.