Divergent 2: Oprøreren

Citat
”De griner alle sammen. Vi griner alle sammen. Og det slår mig pludselig, at det her måske er Tobias’ sande faktion. De faktionsløse bekender sig ikke til en bestemt dyd. De fås i alle farver, foretager sig alt muligt, har alle dyder og alle svagheder – og ser ikke ned på hinanden af den grund.”
”Oprøreren”, s. 350.

Veronica Roths ”Insurgent”, 2012 (”Oprøreren”, 2014) begynder, hvor den første bog slap – i en raslende togvogn med kurs ud mod landet, væk fra det kaos som et angreb fra Intelligentsialederen Jeanine Matthews har skabt.

Tris og Fours flugt fører dem rundt i de andre faktioner. De ender hos Sanddru, hvor andre Skytsengle har slået sig ned. Freden er kortvarig, og det faktionsdelte samfund er i opbrud. Jeanine Matthews er stadig ved magten i Intelligentsia, og hun har videnskaben og teknologien på sin side til at udrette enorm skade.

Det går langsomt op for Tris, at Jeanines planer er mere komplicerede end den rene stræben efter magt. Der findes en hemmelig viden om samfundet, og den viden ønsker Jeanine at kontrollere.

29764913

Samtidig trues Jeanines magtmonopol fra anden side. Oprøret ulmer blandt de faktionsløse, som har vokset sig stærke. Sammen med Skytsenglene planlægger de et angreb på Intelligentsiafaktionen.

Omvæltningerne ændrer Tris’ syn på faktionerne. Hun ser, at der blandt Intelligentsianerne også findes sympatiske mennesker, hvis viden er livsvigtig for menneskeheden. Også hos de faktionsløse møder hun et samfund, som bryder de fordomme, hun har om den faktionsløse tilværelse.

Tris bliver på den måde udfordret på sine værdier og på sin person. Hun har forsøgt at finde sig selv som Skytsengel, men nu lærer hun, at hendes afvigeridentitet måske ikke er noget, der bør skjules. Tværtimod kan den blive en styrke for hende.

Samtidig kæmper hun med skyldfølelse og sorg. Hun føler sig fortabt. Under det første angreb har hun mistet folk, der stod hende nær, og hun er selv blevet nødt til at dræbe. Hendes tilstand svinger mellem en drift efter at slutte sig til de døde og en bevidsthed om, at hun må leve og kæmpe videre for deres skyld.

Parallelt med Tris’ personlige kamp er samfundet ramt af chok og forvirring. Den orden, som folk kendte, er ikke mere. Hvad skal erstatte den, hvem skal lede og hvordan? Vil det nye samfund blive mere eller mindre undertrykkende end det forrige? Disse spørgsmål former handlingen i ”Oprøreren”, hvor alt er sat i bevægelse.