Genrer og tematikker

”I tider med aftagende lys” har to overordnede dimensioner: En menneskelig, eksistentiel dimension og en historisk, politisk dimension. På den måde er romanen både en slægtsroman og en politik-historisk roman, der beskriver Tysklands historie og socialismens udvikling i det tidligere DDR.

Med sine indgående og sammensatte personskildringer er bogen et studie i den menneskelige psykologi, f.eks. hvad der foregår i mennesker, der er drevet af en indædt politisk overbevisning – og hvad der sker inden i dem, når den politiske utopi mister mere og mere af sin glans. Samtidig beskriver bogen de forskellige generationer med hver deres forudsætninger og leverer på den måde også fire forskellige generationsportrætter. Et eksempel er beskrivelsen af Sasjas udsvævende don juan-liv, hvor man fornemmer en rastløs søgen efter identitet og mening i en tid, der er præget af mangel på kontinuitet og sammenhæng. Et vilkår, der også præger sønnen Marcus’ nutidige livsvilkår. Udover at forbinde generationerne med den tid, de lever i, forbinder romanen også familiens generationer med hinanden ved at skildre de eksistentielle spørgsmål – og nederlag – som går igen i de forskellige generationer.

Eugen Ruges baggrund som dramatiker fornægter sig ikke i ”I tider med aftagende lys”. Handlingen er sat op som et teaterstykke, handlingen er struktureret i et overskueligt og logisk mønster og persongalleri er rigt og dybt og viser sammensatte og konfliktfyldte sider af både det almene menneske og lige præcis de mennesker, der står på nøjagtigt det sted på nøjagtigt det tidspunkt, de gør i bogen. Personskildringen bliver dog dybere end i et teaterstykke eller en film, fordi bogen også fremstiller personernes tanker og følelser.