Beslægtede forfatterskaber

Thomas Rydahls ”Eremitten”-trilogi har en atypisk detektiv, da den langmodige Erhard – uden nogen baggrund inden for efterforskning – mest ved et tilfælde kommer på sporet af noget kriminelt. I lighed med Raymond Chandlers efterforsker Philip Marlowe er Erhard en småalkoholiseret type, der holder af at læse og høre musik.

I svenske Carl-Johan Vallgrens første bog om efterforskeren Danny Katz, ”Skyggedrengen” (2014), er ’opklareren’ også fra en anden kontekst og uden detektivbaggrund: Erhard Jørgensen er en drikfældig taxachauffør, Danny Katz er tidligere stofmisbruger og oversætter. Begge bliver påvirket følelsesmæssigt af de sager, de involveres i, og det er lige dele retfærdighed og sympati, der er deres drivkraft.

Fuerteventura skildres lidt som Spaniens udkantsland, og der er flere ligheder mellem ”Eremitten” og nogle af de romaner, der er kommet på dansk om Udkantsdanmark. Fuerteventura har haft sine bedste år, og i det Fuerteventura Thomas Rydahl skildrer, forsøger man med alle midler at holde liv på øen, lokke turister til og undgå at det hele sander til. I f.eks. Erling Jepsens romaner kombineres en krimiintrige med psykologiske personskildringer og historier fra den yderste udkant. I de to første bøger i Ida Jessens Hvium-trilogi, ”Den der lyver” og ”Det første jeg tænker på”, er der også både et kriminalistisk anslag og et gennemløbende tema om en lillebys udfordringer.