I artiklen ”Bokliste med kommentar”, der optrådte i Aksel Sandemoses selvudgivede enmandsmagasin Årstidene (1955), opridsede forfatteren to hovedlinjer i sine udgivelser. Den ene springer ud i debutens mytiske univers og fortsætter i bl.a. ”Ross Dane” (1928), ”September” (1939) og ”En palmegrønn øy” (1950). Det er alle bøger, hvor mændene er stærke og krigeriske, naturen er hård, viljestærk og ubarmhjertig, og kærligheden er livsfarlig.
Den anden hovedlinje går fra den novellesamling, der egentlig var ment som debutbog, ”Storme ved jævndøgn” (1924). Individualisten Aksel Sandemose var langt mere tilfreds med disse historier, der handler om den kriselignende tid før en ny begyndelse – og om overgangen til voksenlivet. Med andre ord er det jeget, der er i centrum, og frigørelsesprocesser, selvransagelse og samfundsanalyse og -kritik er en naturlig del af den fortælling.
Fælles for de to spor er den kraftige påvirkning fra psykologien. I ”Fortællinger fra Labrador” er naturen personificeret og afspejler de kampe, der sker inde i menneskene. Kampene er voldsomme og tyder på oprørte menneskesind, der er alt andet end statiske størrelser. I ”En flygtning krydser sit spor” er det selve analysen af de kampe, læseren møder, og en morders personlige motivforskning, der er udgangspunktet. Morderen Espen Arnakke leder efter svar på, hvorfor han har kunnet slå et menneske ihjel, og han finder svarene i barndommens og ungdommens fornedrelse.
Et andet fællestræk for de to spor i Aksel Sandemoses forfatterskab er sammenblandingen af det selvbiografiske stof og det fiktive. Fra og med ”En sømand går i land” (1931), der især i sin begyndelse er selvbiografisk, bærer Aksel Sandemoses udgivelser stadig mere præg af hans eget liv og bliver også med udtryksfulde og eksperimenterende. I 1936 udkom den fabulerende og ekspressive ”Vi pynter os med horn”, der er præget af den modernistiske fortælleteknik stream of consciousness, hvor fortællerjeget Guldhesten med ubehersket vildskab rabler om sit sømandsliv i én lang strøm. Det personligt udtryksfulde ses også i de senere bøger, der tager direkte afsæt i Aksel Sandemoses eget liv. ”Murene omkring Jeriko” (1960) er en mindebog, der bygger på oplevelserne med sønnen Espens død i 1955 og konen Eva Borgens død i 1959, og i ”Felicias bryllup (1961)” flettes essays og fortælling sammen.
Aksel Sandemose eksperimenterede gennem hele sit forfatterskab med især form og kronologi. Han var rejsende hjemstavnsdigter med udlængsel, og han skrev om karakterer, der mentalt set befandt sig på åbent hav og midt i orkanens øje.