For de mindste

Som noget nyt er Iben Sandemose begyndt at lave bøger for de mindste billedbogslæsere. Det ligner en serie, men på dansk er der indtil nu kun udkommet den første: Fiat og farmor (2002). Hovedpersonerne er pigen Fiat og hendes farmor, der oplever spændende ting på vej hjem fra børnehaven.

Tegnestilen er sådan set den velkendte, men alligevel ser det helt anderledes ud. Primært fordi denne bog ikke handler om en ensom pige, men tvært imod om en pige der har en ven. Sin farmor. Og det afspejler sig i tegningerne. Væk er den lille sammenkrøbne pige i det ene hjørne. Nu fylder pigen i mange tilfælde hele tegningen og ikke nok med det. Hun spjætter med benene og spræller med armene og er slet ikke som de piger, vi ellers kender fra Ibens bøger. Der er heller ikke sparet på farverne. I alle de andre bøger, hvor pigen har båret hat, har den været ensfarvet grøn eller gul. I denne bog er den stribet og i mange farver. Hattene siger det hele.

Iben Sandemose er selv blevet farmor, og det har inspireret hende til bogen. Udgangspunktet er altså ikke hende selv, men barnebarnet, og det har åbenbart taget noget af det forknytte og afdæmpede. Måske har Iben Sandemoses illustratorskab med den sidstnævnte bog taget en helt ny retning? Det vil tiden vise.