Iqbal Farooq og kronjuvelerne

Citat
“– Tag det nu roligt, far, vi skal nok få fat i onkel, sagde Tariq. – Jamen, min lille søn, vi går over i danmarkshistorien som den sindssyge familie, der solgte kronjuvelerne for to kartoner smøger til en afghansk gedehyrdegangster, som hedder AK 47 Ali. Og hvad skal jeg sige til danskerne nede i min nye bingoklub?”
“Iqbal Farooq og kronjuvelerne” s. 174.

I Manu Sareens “Iqbal Farooq og kronjuvelerne” fra 2007 følger vi Iqbal på flere utrolige eventyr. Hvor det var campingferien med familien, der gik helt galt i “Iqbal Farooq og den sorte pjerrot”, er det denne gang lejrturen med klassen, der bogstavelig talt går i ged.

Iqbal er nemlig blevet sat til at passe en ged for en af sine kammerater fra opgangen i Blågårdsgade. Geden er stjålet fra Zoologisk Have. Det eneste, Iqbal tænker på, er at skille sig af med den, hvorfor han ser sig nødsaget til at medbringe den til Gilleleje, skjult i en barnevogn. Nogle af Iqbals klassekammerater bliver dog så glade for geden, at de vil adoptere den som klasseged, mens en ungdomshusaktivist mener, at den bestemt må være en etnisk kulturged.

29500770

På lejrturen sætter den lede klasselærer Jeppe Mønsted Iqbal og de andre drenge til at skaffe brænde til lejrbålet. Mens drengene leder efter brænde, møder de en usympatisk kvinde ved navn Ilse von Wolf Trebuh og kommer på sporet af en sag, der involverer Ungdomshuset, et gammelt og mystisk jagtselskab ved navn Huberts jagtselskab og selveste dronningens kronjuveler, for ikke at tale om Guldhornene.

I dette andet bind om Iqbal Farooq og hans familie er vi igen vidne til en masse morsomme forviklinger og stereotype, kulturelle fordomme i fuldt flor, der kommer under kærlig og humoristisk behandling. Plottet fabulerer samtidig satirisk over forløbet med rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro i foråret 2007 og over køberne af grunden, den nykristne kirke Faderhuset, der i bogen går under det slet skjulte pseudonym ’Das Fhaterhaus’.

Atter en gang befinder Iqbal og hans intelligente lillebror Tariq sig midt i orkanens øje som heltene, der skal afværge angreb på de danske nationalklenodier.