Ursula Scavenius synes at have ladet sig inspirere af en centraleuropæisk litteraturtradition, hvor længere fortællinger med små magiske elementer særligt i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var en velkendt genre. Det er ikke så ofte, man ser den tradition blive taget op i Danmark, men for Scavenius virker den yderst velegnet til at binde hendes universer sammen.
Der er foregået et tydeligt redaktionsarbejde med Scavenius’ tekster, som man særligt mærker, når der opstår store spring imellem afsnittene. Det gør, at man som læser aldrig synker ned i de dunkle universer, men i stedet kan opretholde en læsehastighed, som er god for teksterne. Særligt i ”Majinski” fornemmer man, hvordan universet udenom er meget større, end den historie og de karakterer vi møder. Her er en hel samfundsøkonomi, der er gået i stykker, en abdiceret konge og en krig, hvorfra soldaterveteranerne har traumer.
Mange af temaerne går igen på forskellig måde i de tre fortællinger i ”Fjer”: Natur, sygdom, seksualitet, mad. Naturen er hele tiden til stede som en trussel, noget karaktererne lever i, f.eks. i skoven, men også noget som hele tiden er ved at invadere det menneskelige domæne. Sabinas sygdom i ”Luna Secunda” er en spejling af en syg natur, ja faktisk et sygt kosmos, hvor månen har født en ny måne, som får vandstande og menstruationscyklusser til at gå helt amok. Der er en stor optagethed af det groteske, men kun i ”Luna Secunda” bobler det helt op, og interessen for sår, og endda et hår indeni et sår, kommer frem, og det læner sig helt over i horrorgenren.
Da sønnen Anton i novellen ”Fugleland” forsøger at redde en hejre, der er blevet fanget i et ståltrådshegn, bliver han smittet og begynder at få fjer, en fugleblivelse der ikke er rar for ham. Det groteske fremskrives som noget selvfølgeligt og opstår ofte ud af nogle hverdagslige ting, som f.eks. mad eller sex, frem for som symbolske ladninger.