Dagdrømme og den svære kærlighed

Citat
“Efterhånden tænkte hun næsten ikke på, at hun ikke kendte ham, han var en, som hun altid var sammen med, en, som aldrig var sur på hende, hendes bedste ven og kæreste, hun havde stået i badeværelset en aften og skrevet THEO over hele kroppen med sin finger”.
Kjersti Scheen: “Ønskestjerne" side 35.

Scheen har også skrevet ungdomsromaner, hvis historier er genkendelige for de allerfleste teenagere. En af de seneste ungdomsromaner af Scheen er “Ønskestjerne” fra 2003 (“Ønskestjerne”, 2004). Pigen Tilde er forelsket i Theo, men det ved Theo ikke. Han er også vild med Tilde, men hun er sikker på, at han kun tænker på Snefrid. I løbet af romanen går de to hovedpersoner rundt om hinanden uden at opdage de gengældte følelser. Samtidig er det svært at finde ud af forholdet til forældrene og vennerne. Først efter skolens revyforestilling går nogle af de mange ønsker i opfyldelse.

Historien er fortalt på en måde, som tillader læseren at komme ind i hovedet på de to hovedpersoner og tæt på deres tanker og følelser. Det kombineres med en gengivelse af Tildes mange dagdrømme. Titlen henviser ikke kun til det stjerneskud, som Tilde ser i starten af historien, og som får hende til at ønske. Den refererer også til den betydning af dagdrømme, som fremhæves i bogen. Betydningen understreges også ved, at Scheen lader dagdrømmene være temaet på skolens revyforestilling. Det hele bindes sammen af sangen “When you Wish upon a Star”.

25225406