Anna Grues første to romaner ”Noget for noget” og ”Det taler vi ikke om” kan karakteriseres som psykologiske thrillere, der gør brug af krimigenrens virkemidler: Læserne følger hovedpersonernes jagt på at finde frem til sandheden i ”Det taler vi ikke om” og på at få bremset ”forbryderen” i ”Noget for noget”. Med serien om Den skaldede detektiv Dan Sommerdahl tager Anna Grue skridtet fuldt ud som krimiforfatter med romaner, der er inspireret af den klassiske, engelske tradition. Ifølge hende selv er de psykologiske mekanismer det eneste interessante i krimier, og gode krimier handler simpelthen om psykologi. ”Jeg har altid været enormt optaget af, hvorfor folk gør, som de gør. Hvorfor er buschaufføren sur i dag? Hvorfor er sygeplejersken blevet sygeplejerske, når hun nu tydeligvis hader at arbejde med mennesker? Hvad er det for mekanismer, som får os til at foretage de valg, vi gør? Det hele kan jo ikke være instinkt,” siger Anna Grue. (Lene Halmø Terkelsen: Hvorfor bliver man morder. Fyens Stiftstidende, 2010-09-02).
Anna Grue fortæller om Dan Sommerdahl, at hun har skabt sin detektiv med tanke på, at han skulle være en mand, som hun selv kunne forelske sig i (Frank Sebastian Hansen: Jeg gider ikke at skrive om de der kække piger. Ekstra Bladet, 2010-07-18).
I sit forfatterskab er hun især interesseret i de nære relationer som forholdet mellem forældre og børn, mellem venner og mellem ægtefæller, og hun lægger vægt på, at hendes ærinde ikke er ”at kæmpe politiske kampe eller aflægge korrekte rapporter om politiets og retsvæsenets arbejde.” (Anna Grue på www.detdanskekriminalakademi.dk). Det er også årsagen til, at hun har valgt en amatørdetektiv som hovedperson i sine krimiserier om Dan Sommerdahl og Anne-Maj Mortensen, og at hun researcher så lidt som muligt. ”Skriver jeg om et geografisk område, besøger jeg det naturligvis, og vover jeg mig ud i nogle medicinske forklaringer, tjekker jeg dem med en læge, en farmakolog eller en dyrlæge – alt efter karakteren. Der er naturligvis også mennesker med forstand på politiets arbejde, der giver mig gode råd – men det er ikke nødvendigvis politifolk,” fortæller hun. (Mette Finderup: Det kan godt gøre ondt at slå ihjel. www.finderup.dk, 2008-02-28).
Særligt karakteristisk ved Anna Grues forfatterskab er, at kernefamilien spiller en central rolle, og at der i de fleste af bøgerne optræder en stærk moderfigur, der med alle midler værner om sine børn og sin familie. Grue kalder selv denne figur for dragemoderen. Derudover optræder der altid dyr i bøgerne: Hunde, katte og en hamster. Dette skyldes ifølge Anna Grue, at dyr betyder meget i hendes eget liv, og at det også gør det i mange andre menneskers. Stilen i bøgerne er let og spækket med mundrette replikker og højt tempo, og det er måske grunden til, at de er blevet kaldt for lufthavnslekture. Hun iblander prosateksten forskellige virkemidler som uddrag fra mails, artikler og sms’er, og i forbindelse med serien om Dan Sommerdahl oprettede hun en Facebookprofil til ham.