Sofokles

cand.mag. Christian Jess Mark, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Main image
Sofokles
Foto: Bogforside. Hans Reitzels Forlag

Indledning

Selv hvis du ikke kender Sofokles, kender du ham. For sammen med de andre græske tragediedigtere har han lagt grundlaget for hele den vestlige teatertradition og har tilmed været en guldmine for de humanistiske discipliner, især filosofi og psykologi. Sigmund Freud opkaldte Ødipus-komplekset efter Sofokles’ stykke ”Kong Ødipus” om en mand, der uforvarende slår sin far ihjel og gifter sig med sin mor. Hans komplekse karaktertegninger og grundlæggende menneskelige konflikter har i årtusinder gjort Sofokles aktuel, og han spilles hyppigt på teatre verden over.

 

46588363

Blå bog

Født: ca. 496 f.kr. Athen, Grækenland.

Død: ca. 406 f.kr. Athen, Grækenland.

Uddannelse: Klassisk.

Debut: Tragedie (titel ukendt) fra 468 f.kr.

Litteraturpriser: Vinder for bedste drama i 18 dionysiske festspil, første gang i 468 f.kr.

Seneste udgivelse: Antigone. Hans Reitzels Forlag, 2019. Oversat af Marcel Lysgaard Lech.

Inspiration: Aischylos, Homer, Euripides.

Genre: Drama

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hvad du har kundgjort, mente jeg, har aldrig magt – du er dog dødelig – at sætte ud af kraft uskrevne, uforgængelige guddomsbud. Ej fra i dag, ej fra i går – til evig tid de lever, ingen heller ved når de blev til. For menneskepåfund har jeg ej så stærk en frygt at jeg vil bryde dem og lide straf fra Gud. Jeg skal jo dø engang, det ved jeg, enten du udstede forbud eller ej.”

Sofokles blev født ca. 496 f.kr. i en forstad til Athen. Han kom fra en rig familie og blev højtuddannet i klassiske kunstneriske discipliner som sang og dans. Han blev kendt for sin ynde og skønhed og som 16-årig valgt til at lede et drengekor, der skulle hylde grækernes sejr over perserne i et vigtigt søslag, der stoppede den persiske invasion af Grækenland. I 469 f.kr. debuterede han som tragediedigter, og hans (ukendte) debut vandt over den gamle tragediemester Aischylos i de dionysiske festspil. Siden blev det til 18 førstepræmier ved festspillene og aldrig en lavere placering end nummer to.

Vi kender i dag til titlerne på 120 stykker, som Sofokles producerede i sin livstid, selvom det desværre kun er syv, der har overlevet tidens tand. De kendteste er de såkaldte Thebiske stykker: ”Kong Ødipus”, ”Ødipus i Kolonos” og ”Antigone”. Stykkerne bliver fejlagtigt nogle gange betegnet som en trilogi, selvom de er produceret med mange års mellemrum og aldrig var tænkt sådan.

Sofokles havde i sit liv forskellige politiske embeder i Athen. Omkring 443 f.kr. blev han valgt som skattemester i byen, og to år senere blev han valgt som general – et embede med både statslige og militære pligter. Han deltog bl.a. i felttoget mod østaten Samos i det Ægæiske hav. I 413-412 f.kr. blev han medlem af en krisekomité, nedsat under den Peloponneniske Krig.

Sofokles blev gift med Nicostrata, med hvem han fik sønnen Iofon, der også blev dramatiker, og som senere havde et retsligt opgør med sin far. Han fik også en søn kaldet Ariston med en kvinde fra byen Sikyon, og derudover tre andre sønner, som vi ikke kender nærmere til. En del af de gamle kilder omtaler ham også som homoseksuel med affærer med unge tjenerdrenge. Sofokles nåede den imponerende alder af omkring 90, før han døde i 406 f.kr.  

Kong Ødipus

”Du selv, klarøjet som du tror, kan ikke se hvor langt du selv er kommet ud i ondt, er blind for hvor du bor, med hvem du lever. Hvad ved du om din herkomst? Om hvor fjendsk du er din slægt, de levende og døde? – Landflygtig skal du knuses af din fars og mors tungtrammende forbandelse. Dit nu så klare syn skal mørket dække.”
”Kong Ødipus”, s. 31.

”Oidipous turannos” fra ca. 429 f.kr. (”Kong Ødipus”, 1977) er et af de mest berømte dramaer i den vestlige verden. Det blev oprindeligt opført under dionysosfesten i Grækenland omkring år 429 f.Kr. Dramaet handler om det kendte sagn om Ødipus, der bl.a. omtales i Homers ”Odysséen”.

Ødipus er for nylig blevet konge over Theben efter at have løst Sfinxens gåde. Stykket sættes i gang med Ødipus’ jagt på den tidligere Kong Laios, hvis hustru Iokaste Ødipus har ægtet. Ødipus er flygtet fra sin hjemstavn Korinth for at undgå at opfylde en profeti om, at han ville dræbe sin far og ægte sin mor. Det er dog, hvad han uforvarende har gjort, for Laios og Iokaste er hans biologiske forældre, og det er Ødipus, der har slået Laios ihjel. Fortvivlet over sin skæbne blinder Ødipus sig selv, mens hans mor og hustru Iokaste hænger sig.

07068719

Ved stykkets start er Theben plaget af pest. Pesten var for grækerne mere end en alvorlig sygdom, det var en gudsforbandet besmittelse, som bliver et ledemotiv i dramaet. Laios’ uhævnede mord er det, der har hidkaldt pesten og besmittelsen, men senere viser det sig, at Ødipus er kilden til besmittelsen.

Oraklerne, der har spået at Laios’ søn ville dræbe ham, og at Ødipus’ ville dræbe sin far og ægte sin mor, bliver en ufravigelig skæbne for karaktererne. Der er intet, Ødipus kan gøre for at undslippe den. Tværtimod, da han får sin profeti, rejser han bort fra sine (foster-)forældre for ikke at opfylde profetien, men bidrager i virkeligheden til, at den kommer i opfyldelse. På den måde bliver det til en selvopfyldende profeti.

Et andet vigtigt tema i tragedien er klarsyn og forblindelse. Den blinde seer Teiresias ’ser’ sandheden om Ødipus, men Ødipus’ stolthed blinder ham for sandheden. Dette er også en del af den såkaldte tragiske ironi, som Sofokles benytter flittigt. Ved den tragiske ironi ved læseren mere om situationen end karaktererne, hvilket skaber et misforhold mellem hvad en karakter gør og siger, og hvad læseren ved er sandt. Læseren (eller tilskueren) kan kun hjælpeløst se til, mens karaktererne går deres ruin i møde.