Genrer og tematikker

Jan Solheims arbejde er utrolig mangefacetteret, og han har beskæftiget sig med overraskende mange aspekter af den ”tegnede fortælling” og har illustreret publikationer henvendt til både børn og voksne. En rød tråd har dog været bøger for børn i alle mulige afskygninger: skolebøger, fagbøger, tegneserier for børn, skønlitteratur for børn, lige fra begyndelsen af 1990'erne og med udgivelser på vej i 2016. Det er da også for sit arbejde med børnebøger, at han i 2010 modtog Gyldendals Frøsnapperpris.

En stor succes i de senere år er samarbejdet med forfatteren Kasper Hoff. De to har udgivet flere ungdomsserier (”Doktor Z” og ”Gamerz”), der kombinerer action, sci-fi og livets store temaer, samtidig med at de både visuelt og sprogligt taler lige ind i børns hverdag. Serien ”Doktor Z” var nomineret til DRs Orlapris i 2015.

Jan Solheim er utrolig stilbevidst, og det er naturligvis en påkrævet færdighed, når man som illustrator bevæger sig så vidt omkring, som han gør.

Overordnet kan man sige, at han i mange af sine værker udviser en stor teknisk klarhed i forhold til motivet samt en markant sans for dynamik og afveksling. Hans punktvise illustrationer i f.eks. ”Gamerz”-serien er så dynamiske og fulde af bevægelighed, at de binder historien sammen til en næsten filmisk oplevelse hen over de tekstafsnit, der ikke er illustreret.

Solheims stilbevidsthed udspringer også af hans historie- og traditionsbevidsthed, der er nødvendig af indlysende grunde i forbindelse med en udgivelse som ”Rasmus Klumps bog om trafik”, hvor han tegner inden for rammerne af en stor børnebogsklassiker. Men også i forhold til serierne for de store børn, hvor stregen selvfølgelig har udviklet sig meget siden de gamle børnebogsserier som Puk og Jan, men alligevel har en forbindelse tilbage i tiden. Hans stil opfylder desuden til fulde illustratortraditionens krav om, at illustrationer og tekst arbejder sammen i en helhed, og sågar tilsammen bliver til mere, end de var hver for sig.