Men ikke i dag

Citat
”Levende ingen adgang, står der på et skilt. Men man kan bare vade lige ind. Der er ikke nogen der siger noget, de tror sikkert jeg bare er en død pige der godt må være her.”
”Men ikke i dag”, s. 5.

I 2014 udkom ”Men ikke i dag”, skrevet af Kim Fupz Aakeson og illustreret af Mikkel Sommer, om en lille pige, der er knust over sin hunds død. Om natten drømmer hun om et hul i asfalten bag containeren nede ved det lokale center, hvor hun kan finde hunden. Hun beslutter sig for at drage til de dødes land for at hente ham tilbage til de levende, men missionen viser sig at være kompliceret, for hunden hører ikke til blandt de levende længere.

Gennem jegfortælleren, der bærer sin hund ud af dødsriget, tager billedbogen i bogstaveligste forstand hånd om døden som tema. Et emne, der kan være svært at skildre nænsomt, men som formidles fornemt gennem illustratorens runde og bløde tegnestil, der yder modspil til de alvorstunge ord og temaer. De blide streger gør også, at selv efter hunden er begyndt at falde fra hinanden og må sættes sammen med både lim, tape og skruer, bliver udtrykket ikke makabert. Voksne læsere vil formentlig spotte den neddæmpede humor og ironi, som billedsiden tilfører historien, men næppe undgå at blive draget af historiens tema.

51042611

Mikkel Sommer, der blev meget rørt af historien, både første og anden gang han læste den, har selv været med til at planlægge, hvordan tegningerne skulle placeres i forhold til teksten. Han havde indledningsvis svært ved at finde det rigtige visuelle udtryk til bogen og afprøvede forskellige ting, inden han endte med en blanding af papirklip, collage, blyant, akvarel og digitale farver. Den visuelle side er foruden den runde tegnestil kendetegnet ved stærke og klare farver. Det skumle dødsrige skildres i grønne nuancer, mens scenerne i jegfortællerens hjem skildres i røde, gule og brune nuancer, der er med til at forstærke fornemmelsen af et varmt og trygt hjem som kontrast til det kolde og uhyggelige dødsland.