Den gyldne middelvej

På baggrund af sin digteriske og filosofiske indsigt i sindets og samfundets løngange har Villy Sørensen talt og skrevet om og til fordel for ’den gyldne middelvej’ i udtrykkets bogstavelige betydning: ikke som en bekvem og ligegyldig holdning, men som integration af de modstridende kræfter, som ellers vil komme i kamp med hinanden.

Med monografien Seneca. Humanisten ved Neros hof (1976) analyserede Villy Sørensen Senecas filosofiske stoicisme som en sådan middelvej. Stoicisme betyder ikke, som det ofte hævdes, at være ligeglad med verden, men at betragte og analysere den nøgternt - uden hysteri, men ikke uden engagement. Villy Sørensens eget aktuelle engagement kom til udtryk i bogen Oprør fra midten (1978), som han skrev sammen med K. Helveg Petersen og Niels I. Meyer.

Midten er her ikke defineret som det sted, kræfterne støder sammen, men som det sted, de udgår fra. På middelvejen har kraften hjemme; i ekstremerne trives magten. Et af de mest spændende træk ved midteroprøret er, at det er baseret på et udviklet menneskesyn, dvs. at den sociale utopi er begrundet i noget, som rækker ud over det sociale: i en respekt for individet.