Villy Sørensens analyse og kritik bliver ikke ved overfladen, men søger længere ind og dybere ned. Han har beskæftiget sig med samtiden, men også med historien i romertid og middelalder.
24936104
I forfatterskabets senere del har han genfortalt og/eller fortolket de centrale ’sandheder’ i vores kulturkreds: de nordiske myter i Ragnarok (1982), den græske gudeverden i Apollons oprør (1989) og kristendommen i Jesus og Kristus (1992).
Også disse værker kredser om muligheder - eller forspildte muligheder - for forsoning i stedet for strid: om Lokes forsøg på at overtale Balder til at foretage det sønneoprør, som måske kunne have forhindret gudernes undergang; om Apollons ’oprør’, som består i at anerkende det, han havde afvist, og derved vinde kraften i stedet for magten; og om Jesus’ lære ikke som en profeti om at verden skal gå under, for at gudsriget kan opstå, men som en advarsel om, at den vil gøre det, hvis menneskene ikke besinder sig på det humane, som i sidste ende også er det guddommelige: det er meningen med, at Gud blev menneske.
Villy Sørensen skriver om oraklet i Delfi, at det gav ’klare og tvetydige svar’: klarheden er netop ikke at finde i et enten-eller, men snarere i et både-og. Og han skriver om Jesus, at han ikke bebuder skræk og rædsel i forbindelse med Gudsrigets komme - men måske i forbindelse med dets udebliven! nemlig hvis det er magten og ikke kraften, kampen og ikke forsoningen, der - får magten.