Det er ikke et ”blåøjet” program. Det er en stræben, som er velbekendt med alle forhindringer og farer, med risikoen for at alt kan gå galt og måske endda oftest gør det. Ikke mindst af den grund giver Villy Sørensen sig i kast med de store overleveringer, de centrale mytedannelser, der netop er blevet så centrale, fordi de rummer mange lag og perspektiver.
Først når det rationelle og det irrationelle kan tænkes sammen ud fra en oplevelse af, at de er uløseligt forbundet, kan det humane realiseres - som en romantisk oplyst humanisme , som Villy Sørensen bekendte sig til, da han i 1974 modtog den tyske Henrik-Steffens-pris.
Hvor kompakt og dog klart en sådan oplevelse kan finde udtryk, kan man også se af de oftest meget korte historier i samlingen De mange og de enkelte fra 1986. De handler om det, som er fælles for de mange, men opleves af de enkelte. Og de handler tillige om, at det at være mange, dvs. samfund, forudsætter at vi bliver til enkelte, dvs. at mennesket i stedet for at søge sit eget kan finde - sig selv.