Folkeeventyret, myten og sagnet

© Illustration Ib Spang Olsen.
© Illustration Ib Spang Olsen.

Når Ib Spang Olsen selv fortæller, er han tæt på den mundtlige, folkelige fortællestil. Han har en ukunstlet og direkte måde at henvende sig til barnet på, som også gør sig godt, når han tager fat på det, man samlet kan kalde folkedigtningen. Dvs. det stof, der har levet gennem generationer i mundtlig overlevering: folkeeventyret, folkevisen, myten og sagnet.

Ib Spang Olsen er tæt forbundet med dette traditionsbundne og oprindelige stof. Her er de gode, evigtgyldige historier, og her er vores historiske og kulturelle baggrund.

I sin indledning til Syng mine svaner skriver Vibeke Stybe bl.a.: Eventyrene kan være grumme og handle om fæle trolde, hekse, drager og andre mærkelige fantasivæsener; men selv om de er uvirkelige, handler de fleste eventyr om menneskers grundlæggende holdninger til tilværelsen. Både børn og voksne oplever midt i fantasien det virkelige liv og gennemlever følelser og egenskaber som ondskab og klogskab, had og hævn, dumhed og snedighed, sorg og længsel, gerrighed og gavmildhed.

I sine illustrationer gennemspiller Ib Spang Olsen hele spektret af følelser i denne brede samling af folkeeventyr fra de nordiske lande i en hurtigt og udtryksfuld streg, der holder sig inden for eventyrtegnerens magiske grænse: de er virkelige og nærværende nok men sørger hele tiden for at have det rum, der skal til for at kunne nære og udvikle fantasien.

Ib Spang Olsen har selv med stort held både gendigtet og illustreret en gammel folkevise, Den store krage, og et par gamle folkeeventyr, Min tjeneste hos bjergmanden og Nissen på Timsgård.

I billedbogen Den store krage fastholder han helt eminent den fattige bondes praleri i den ekspressive streg, han har udviklet.

I begge folkeeventyrene møder vi den uforknytte ungersvend. I Nissen på Timsgård klarer Søren sig ved at indgå en alliance med nissen. Det er vel at mærke ikke julens lille hjemlige, gavebringende nisse. Han er godt nok grødspisende, men han er en rigtig ´gårdbo´, der ligesom den oprindelige sagnfigur kun er god ved én, hvis man er god ved ham. Hvis det modsatte er tilfældet, bliver han ondskabsfuld og hævner sig.

Bjergmanden er lidt i slægt med gårdboen, men han er ikke slet så vaks. Den unge vogterdreng gennemskuer ham straks og klarer sig ved snilde og list i Min tjeneste hos bjergmanden, en billedbog i farver, der atter en gang viser, at Ib Spang Olsens billeder ´holder sig´. Her er der tale om genbrug af den oprindelige plakat/foldebog, der daterer sig helt tilbage til 1975.

Myten og sagnet har Ib Spang Olsen fat i i sin genfortælling af den nordiske mytologi i bogen om Guden Thor, der er en samlet og gennemrevideret udgave af tre tidligere bøger: Thor og hammeren, Thors rejse til Hymer og Thors rejse til Udgård.

I teksten, der stort set er den samme, uddrager Ib Spang Olsen essensen af de gamle historier i en mundret og direkte form. Man skulle tro, at billederne var nye. Men det er ikke tilfældet. Det er stort set de samme billeder.

Den store forskel kommer af, at det sorte fra de oprindelige s/h udgaver af Thor og hammeren og Thors rejse til Hymer er helt tonet ned, og billederne er farvelagt på ny. Enkelte billeder er nytegnede, et par spejlvendte. I sin helhed fremtræder bogen fantastisk levende, frisk og ny, en kraftfuld, flot og tidløs indføring i den nordiske mytologi for børn.