Ødeland

Citat
”Nej, Odin er ikke bange for at dø. Ikke direkte. Det er døden som sådan, der for nylig er begyndt at volde ham sorg. Dette at holde op med at eksistere. Punktummet efter sidste sætning i bogen.”
”Ødeland”, s. 255.

I 2008 udkom ”Ódáðhraun” (”Ødeland”, 2012), der er Stefán Mánis ottende roman og hans anden på dansk. Selvom romanen betegnes som en ”krimi” på omslaget, er der nok tale om en hybridform mellem krimi, thriller og horror. Den udkom, samtidig med at den finansielle krise ramte Island særligt hårdt, og handler delvist om islandsk økonomi i denne periode.

Det er dog ikke slipsedrengene, der bærer handlingen i ”Ødeland”, for her er der tale om en bestialsk krimi, der går helt ned i den rå detalje. I romanen beskrives Islands underverden, hvor hovedpersonen Odin Elsuson har nået tinderne som brutal narkokonge. Efter at en stor ladning narko går tabt for ham, finder han ud af, at hans far – der lige er død – ikke kun var blandt Islands største finansfyrster, men også har begunstiget ham med mange millioner. Odin bliver dog nødt til selv at finde frem til sin arv ved at bruge hovedet og på den måde overvinde en del forhindringer.

29427364

På vej mod rigdom og nye modstandere i Islands skinnende oververden tager hans liv en U-vending, da han møder Viktoria, som han forelsker sig i. Sammen går de i clinch med dem, der forsøger at tilrane sig farens finansimperium, men allerede nogle uger efter at de har fået det økonomiske overtag, sætter Odin spørgsmålstegn ved det hele det kedsommelige, borgerlige hverdagsliv. Han føler sig lige så stenrig som åndeligt stendød, også sammen med Viktoria. Men med en lille historie får hun Odin til at indse, at den virkelige åndelige død indtræder, hvis han kun vælger sig selv og sin egen ensomhed.

Denne krimi kan læses som en kritik af kapitalismen med dens liv i borgerlige rammer, hvor alting er bestemt af abstrakte pengetal. Hovedpersonen er nærmest en moderne viking, der ikke kan eller vil leve i overensstemmelse med nutidens normer. Men Máni stiller hverken en tilbagevenden til det brutale liv i underverdenen op som konkret alternativ, men i stedet kærligheden.

Dette tema formidler han i en kortfattet skrivestil, der samtidig er surrealistisk og rammende i sit billedsprog. Det gør han samtidig med en forholdsvis enkel komposition, hvor en 3. personfortæller folder historien ud med stramt fokus udelukkende på væsentlige begivenheder.