Alice B. Toklas’ selvbiografi

Citat
”De tre genier som jeg ønsker at tale om er Gertrude Stein, Pablo Picasso og Alfred Whitehead. Jeg har mødt mange betydningsfulde mennesker, jeg har mødt flere store mennesker, men jeg har kun kendt tre førsteklasses genier.”
”Alice B. Toklas’ selvbiografi”, s. 9.

Gertrude Stein fik sit gennembrud som forfatter, da hun i 1933 udgav erindringsromanen ”The Autobiography of Alice B. Toklas” (”Alice B. Toklas’ selvbiografi”, 1982). Særligt de amerikanske læsere var interesserede i Steins provokerende og ironiske skildringer af den parisiske kunstscene i årene op til, under og efter Første Verdenskrig. Alice B. Toklas var Steins livsledsager fra de mødte hinanden i 1907 til Steins død i 1946. Selvbiografien har Stein skrevet således, at hun beskriver sit eget liv gennem Toklas’ øjne. Toklas er fortælleren, og Stein er historiens hovedperson og heltinde.

Sammenlignet med Steins tidligere skrifter er selvbiografien lettere læst, da Stein i sin stil går lidt på kompromis med sine ideer om komposition og sprogbrug. Historien om Steins liv, og særligt de mennesker hun omgiver sig med, er delvist kronologisk opbygget i kapitler, der indledes med tiden før Toklas ankommer til Paris i 1907, for derefter at skildre Gertrude Steins første år i Paris og barndommen i Amerika.

51949250

Omdrejningspunktet for Steins selvportræt er de personer, som hun møder og omgiver sig med i Paris. I første omgang er det Alice B. Toklas, men også kunstmaleren Pablo Picasso og hans skiftende kærester fylder meget. Indkøb af kunstværker, rejser til bl.a. England og Spanien, saloner og middagsselskaber er episoder, der også tildeles særlig opmærksomhed.

Bogens sidste kapitler omhandler krigen og de efterfølgende år, frem til erindringerne nedskrives i 1933.

Som mange andre forventede Stein og Toklas ikke, at krigen skulle vare længe, og først da de i efteråret 1914 strandede i London, gik situationens alvor op for dem. Da de vendte tilbage til Paris, meldte parret sig til at køre bil for den amerikanske hjælpefond for franske sårede, og erindringernes persongalleri udvides fra den avantgardistiske vennekreds til også at omfatte menige franske soldater.

Synsvinklen gør det muligt for Stein at kreere et selvportræt, der er distanceret, fordi hendes liv fortælles gennem livsledsageren Toklas’ øjne. Men portrættet er på samme tid kærligt og forherligende, fordi det netop er Steins trofaste elsker, der fortæller. Eksempelvis kan Stein på denne måde lade Toklas opliste de genier, hun har mødt i sit liv og lade Gertrude Stein selv være den første, der nævnes.