Ømme dupper

Citat
”KYLLING/ Pyl pyl kald så, pyl pyl pylling, pylling med en kylling. Pylling så en ekstra pind, pyl den ind.”
”Ømme dupper”, s. 97.

Gertrude Steins ”Tender Buttons” (”Ømme dupper”, 2004) fra 1914 regnes for et af de første og mest ekstreme eksempler på eksperimenterende, modernistisk lyrik. Syntaksen er brudt op, så digtene i samlingens tre dele ikke umiddelbart kan læses på en meningsfuld måde. Første del hedder ”Objekter” og er digte skrevet om genstande som paraplyer, et klaver, en avis, uforsigtigt vand, farvede hatte og mange andre ting. Anden del hedder ”Mad” og indeholder digte om at spise, madlavning og om madvarer som æg, kartofler, en artiskok og pølser. Sidste del hedder ”Værelser” og er et langdigt.

25034732

Digtene er skrevet på frie vers af varierende længde. Ordenes lyde og sætningernes rytme giver digtene en særlig musikalitet. Eksempelvis når det myldrer med allitterationer i digtet BAGVÆRK, hvor fem af versets 13 ord (i den danske oversættelse) begynder med bogstavet s: ”At være skygge, kolde spader og små sidste senge, gør violet, violet når.” (s. 97). Ligeledes peger de mange opremsninger, gentagelser og lydlige sammenfald ordene imellem på det tilfældige i, at netop dette ord betegner denne genstand.

Alle digtene er skrevet i et forsøg på at fjerne betydning fra ordene. Stein eksperimenterede, da hun skrev ”Ømme dupper”, med at løsrive betydningen af ordene fra ordene selv, men hun opdagede, at det var umuligt. Selvom digtene kan virke utilgængelige, forvirrende og absurde, opstår der alligevel undervejs i læsningen en form for mening. Læseren tillægger ordene såkaldte konnotationer, det vil sige bibetydninger. Skriveteknikken som Stein benyttede kaldes automatskrift. Det er en metode, hvor den, der skriver, retter sin opmærksomhed væk fra teksten, og derved er ubevidst om hvilke ord, der nedskrives.

I en anmeldelse af Peter Laugesens danske oversættelse af digtene beskrev Stefan Kjerkegaard ”Ømme dupper” således: ”Ordene udstilles som ting og ingenting, og denne udstilling er ironisk, en slags kritik af ordene – de selv samme eller sælsomme ord, der bl.a. hos filosoffen Kant har produceret et begreb om 'tingene i sig selv'.” (Stefan Kjerkegaard: Et ord er et ord er et ord: Midt i ordene sker ingenting. Sentura, 2004-01-28).