Beslægtede forfatterskaber

Julie Sten-Knudsens litterære forbilleder er bl.a. Inger Christensen og den svenske digter Göran Sonnevi, hvis digtsamling ”Klangenes bog” (1998) hun har oversat til dansk i samråd med Sonnevi. Sonnevi og Christensen kan sammenlignes både i valg af tematikker, f.eks. inddrager de begge politik, naturvidenskab og filosofi, men også i deres optagethed af form. F.eks. skriver Sonnevi i ”Klangenes bog” sonetter, som Christensen gjorde i ”Sommerfugledalen” (1991).

Julie Sten-Knudsens optagethed af hjemmet minder om Henrik Nordbrandts evige kredsen om stedet. I Nordbrandts digte optræder ofte et kronisk hjemløst jeg, der ikke føler sig hjemme nogen steder, fordi der ikke findes noget hjem. Det er altså en eksistentiel hjemløshed, der dog også kan komme til udtryk konkret ved f.eks. ikke at føle sig hjemme i sit fødeland. Hos Nordbrandt er hjemmet, ligesom hos Sten-Knudsen, ikke noget man kan vende tilbage til. Det findes højest i erindringen. Det betyder, at et sted aldrig vil være det samme, hvis man vender tilbage til det, fordi man selv er forandret.

Mere nutidige paralleller kan trækkes til den jævnaldrende Olga Ravn, der debuterede med digtsamlingen ”Jeg æder mig selv som lyng” (2012). Undertitlen ”Pigesind” refererer til Tove Ditlevsens debutdige, og digtsamlingen handler da også om en ung kvindes forhold til identitet, krop og køn. Kroppen er hos både Ravn og Sten-Knudsen et gennemgående tema, bl.a. hvordan kroppen har sin egen ’dagsorden’, der er uafhængig af omverdenens krav og forventninger.

Temaet om fødsel og moderskab, som det foldes ud i ”Syv lag”, deler Sten-Knudsen også med Ravn, der i 2020 udgav romanen ”Mit arbejde” om at være og blive mor, om fødselsdepression og samfundsmæssige forventninger til forældreskabet. Andre samtidige forfattere, der har skrevet om moderskab, er bl.a. Cecilie Lind i ”Mit barn” (2019), Liv Nimand Duvå i ”Mødrenes hus” (2022) og Mia Degner i ”Lyset bærer ikke nag til nogen” (2021). I 2024 er Julie Sten-Knudsen med i redaktionen på antologien ”Moderelementet” med nye og gamle tekster om at drage omsorg. I sin essayistik kan Sten-Knudsen minde om Mathilde Walter Clark, der i bl.a. ”Huset uden ende” (2020) skriver personlige og anfægtede essays om skrivning, sorg og racisme. Norske Karl Ove Knausgård har både i essays og skønlitteratur brugt den essayistiske metode med at tage afsæt i en personlig erfaring og gøre den universel.