Genrer og tematikker

Julie Sten-Knudsens digte er både klassiske og modernistiske. Det klassiske består bl.a. i setup’et; et jeg, der undersøger sig selv. Det modernistiske tilhørsforhold kommer bl.a. til udtryk i, at jeget ikke når frem til noget resultat, men er fanget i processen. Ligesom hjem er en retning og dermed ikke noget, der kan nås, er identitetsdannelse en proces, der ikke leder hen til et færdigt resultat. Der er ingen facitliste. Identitet er ikke noget fast, men derimod noget flydende, som kontinuerligt kan skabes og formes.

Udgangspunktet i digtene er det ensomme jeg, men digtene er også fulde af ydre kræfter og stemmer, som bliver gengivet, bl.a. som påbud fra omgivelserne. Digtsamlingen kommer her ind på det modernes samfunds individualisering og forventning om selvrealisering. Forhold, som skaber konflikter i jeget, der på den ene side oplever, at der bliver stillet krav og forventninger fra omgivelserne, på den anden side oplever selv at stå med det fulde ansvar for sin egen tilværelse og succes.

Jeget er altså ikke alene i verden, men definerer sig selv i forhold til andre mennesker og samfundet. Jeget taler ofte til et du, somme tider et specifikt du, f.eks. et familiemedlem eller en person, jeget er eller har været forelsket i. Andre gange er duet rettet mod et generelt du, og somme tider virker det, som om jeget taler til sig selv. De forskellige udsigelsespositioner og den hyppige adressering til et du illustrerer, at jeget definerer sig selv i forhold til andre mennesker.
Det viser sig også i, at digtsamlingens lyriske jeg forholder sig til politiske spørgsmål. Det er altså ikke et jeg, der er lukket inde i sin egen navlepillende søgen efter sig selv – og hvor det hører ’hjemme’. Samspillet med omgivelserne er vigtigt i jegets søgen efter sin egen identitet og det hjem, jeget søger.