Birgit Stranbygaards første voksenroman, “Når guderne synger” fra 1999, er en knivskarp og benhård, men meget poetisk fortælling om Sidse Larsdatter, der i 1839 blev dømt til døden for blodskam med sin stedfar.
Den smukke Sidse er stadig kun et barn, da hendes far dør. Hendes mor gifter sig hurtigt igen med en mand, der fra starten tvinger Sidse til at dele soveværelse med ham. Efter nogle år resulterer det incestuøse forhold i, at Sidse føder en søn. Folk på egnen opdager affæren, og den ender ved retten i Nykøbing Sjælland. Stedfaren går fri på grund af såkaldt manglende bevis, mens Sidse dømmes til døden. Men da Sidse i syner ser Den Hellige Jomfru og et guddommeligt lys, får det hende til at indse, at det gode kan nås igennem – i stedet for udenom – det onde. Og at hun derfor ikke er helt fortabt på trods af fortidens grumme hændelser.
Historien om Sidses tragiske skæbne er omsluttet af en rammefortælling. Den foregår i årene efter Anden Verdenskrig, hvor domsudskriften – der er autentisk og indgår som del af romanen – bliver fundet i en gammel dragkiste. Den tidslige afstand til fortællingen kaster et kritisk lys over en historisk periode, hvor kvinder blev betragtet som fristerinder, mens mænd gik fri af enhver synd.
“Når guderne synger” er imidlertid ikke blot en kritik af fortidens kvindesyn. Den er også en historie om, at kristendommens grænseløse kærlighedsbudskab kan redde sjælen ud af det forfærdeligste mørke, og om at mirakler er en fuldgyldig del af den virkelighed, vi alle lever i. For som Sidse konkluderer, findes virkeligheden bagved drømmen.