Kerstin Sundh og nutidens børn

Kerstin Sundh er i dag en gammel dame på 86 år. Kan hun sige nutidens- og fremtidens børn noget? Mange af hendes bøger er tidstypiske og overlever næppe i længden. De to serier om børnene fra Värmland i de fattige 20´ere vil derimod blive stående som klassikere. Personskildringen er tidløs, og den psykologiske fremstilling er ægte og intens.

Også i dag lever mange børn i komplicerede familieforhold med brudte hjem og skilsmisser, hvor de skal lære nye normer og nye måder at være familie på. Også i nutidens samfund finder der omsorgssvigt sted, hvor forældre ikke magter at være forældre ,og børn bliver små voksne. Børn kan stadig identificere sig med en Miranda eller en Magda, og samtidig nyde at få en god historie om deres oldeforældres livsvilkår oven i købet.