Kan du sovse en vovse?

I 1997 skabte Cato Thau-Jensen nogle kraftfulde og herlig illustrationer til to bøger Prinsessen kom til at le og Kan du sovse en vovse?. I sidstnævnte bog med vrøvlerim af Eigil Søholm demonstreres der illustrationskunst af høj klasse, for tegningerne supplerer ikke kun teksten, men udbygger dem levende. Kan du fise en vise? - tegningen viser en lille glad gris, der stikker sin rumpe helt op i en mikrofon, mens alle tilstedeværende musikinstrumenter bekymrede ser til. Kan du rime en time? - her ser man en forelsket snegl, der rimer hjerte på smerte, mens en kritisk edderkop overvåger processen.

21900451

I 1998 kom der ikke mindre end tre svendestykker fra Cato Thau-Jensen. Den danske Boghandlerforening udsendte en bog med noveller af danske børne- og ungdomsforfattere Nye gode Historier (redigeret af Kari Sønsthagen) - udsendt i anledning af en læsekampagne for børn og unge. I antologien havde man bedt Cato Thau-Jensen om at illustrere en historie af Bent Haller: Lidt har også ret, der handler om en stakkels og meget, meget fattig kone med syv sultne børn, der ikke har fået kødmad gennem hele deres barndom. Og da julen nærmer sig, ser hun sig nødsaget til at afsave sine lemmer og stege dem, så børnene kan blive bespist med noget, der ligner flæskesteg. Til sidst i denne groteske historie hopper konen op i suppegryden:

Moderen var borte, men der stod varm suppe parat til dem, fyldt med dejlige fedtperler og mørt kød.
Deres mor så de aldrig mere. Hun var blevet forvandlet til et lille eventyr. Lidt har også ret
.

Cato Thau-Jensen har i illustrationerne forvandlet børnene til sultne fisk med skarpe geddetænder, der sluger alt på deres vej. Så kringlet og snirklet kan en illustrator som Cato Thau-Jensen åbenbart tænke, og han har i sine tegninger udbygget alvoren i denne sære historie, der bl.a. er en allegori om den (kristne?) offerrolle og alle de tåbelige mennesker, der ikke gider tænke over, hvad de modtager.

I tegningernes dybde er der (også) en hentydning til den fortælling i Det Nye Testamente, hvor Jesus efter at have prædiket for en stor folkeskare forvandlede to fisk og fem brød, så smulerne kunne brødføde alle fem tusinde mennesker (Matthæusevangeliet, kap.14, 13-22). Moderen = Jesus ofrer sig, så børnene, dvs. alle tankeløse mennesker på denne jord, kan leve videre, som om intet var hændt?!? Har ’lidt også ret’?. Er det mon rigtigt? Var det ikke noget rigtigt, rigtigt stort moderen gjorde?, spørger Bent Haller, og Cato Thau-Jensen svarer med nogle bevægende og ekspressive tegninger.

Og så udkom - samme år - atter en bog med tekst af Kim Fupz Aakeson Pigen der krøb, om MariaMarianne, der har dette sære navn, fordi hendes forældre ikke kan finde ét, som de kan enes om. Og hun får navnet som et kompromis. Alle er tilfredse - undtagen MariaMarianne. I det hele taget er der ingen, der tager hensyn til pigen - hendes kammerater ignorerer hende, og forældrene laver mad til MariaMarianne, som hun ikke kan foredrage. De serverer deres livretter uden at spørge til hendes.

Resultatet er, at MariaMarianne ’kryber’ og svinder ind til det rene ingenting. Hun har simpelthen ingen selvværd eller identitet. Og til sidst er hun så lille, at hun kan krybe i et musehul. Men da en stor ulækker kat vil spise hende, som var hun en mus, eksploderer hun som Erna Madsen i Pernittengryn:

Jeg hedder MariaMarianne, og jeg er ingen mus, og jeg vil ikke spises af nogen dum kat!

Efter denne besværgelse svulmer hun op til fuld størrelse og kræver for første gang i sit liv, at forældre adlyder hende og serverer: 8 spegepølsemadder med ristede løg og remoulade og et stort glas saftevand. I dette opslag er MariaMarianne i centrum, og forældrene må kigge til fra sidelinjen.

Pigen der krøb er en smuk og ædel fortælling om fornedrelse og undertrykkelse, der kan ramme som boomerang tilbage i hovedet på dem, som trykker og plager.

I det meget moralske eventyr om Pernittengryn (1998) må katten yde en indsats, før den igen kan blive belønnet med moderkærlighed. Katten må først ud i den hårde, kolde verden blandt fjender og sure stoddere og bevise, at han kan fange mus, som alle rigtige katte. Man må vise viljestyrke, og under denne læreproces hærdes man i modgang...